- Hvis din virksomhed er helt eller delvist lukket og produktionen svundet ind, så har en måned massiv betydning. Også vores eksport er ramt af massiv usikkerhed og en række restriktioner, der gør ondt hver eneste dag, siger DI's topchef. 

28.01.21 DIB Nyheder

Sandahl om forlængelse af restriktioner: En måned er lang tid for alle

Regeringen har i dag meldt ud, at de gældende restriktioner bliver forlænget frem til 28. februar.

- En måned under corona er lang tid for alle på tværs af samfundet. Det påvirker unge såvel som ældre, og rammer både vores familie- og arbejdsliv, sådan siger Dansk Industris (DI) adm. direktør Lars Sandahl Sørensen i kølvandet på regeringens udmelding om, at de gældende restriktioner forlænges frem til 28. februar. 

Han tilføjer: 

- Og en måned er meget lang tid, hvis du har lukket din forretning. Hvis du ikke har haft en gæst i biografen, en passager i sædet eller en køber i bilforretningen siden før jul, virker det som en evighed. 

Lars Sandahl Sørensen påpeger, at restriktionerne i ind- og udland koster danske virksomheder en milliarder kroner i omsætning - vel at mærke om dagen.

- Hvis din virksomhed er helt eller delvist lukket og produktionen svundet ind, så har en måned massiv betydning. Også vores eksport er ramt af massiv usikkerhed og en række restriktioner, der gør ondt hver eneste dag, siger DI's topchef.

DI-topchef: Fremlæg strategi for genåbning

Han opfordrer regeringen til at fremlægge en mere detaljeret strategi for genåbningen. 

- Vi er helt enige i, at vi fortsat skal gøre, hvad man kan for at bekæmpe corona-pandemien, og lempelser af restriktionerne skal være sundhedsmæssigt forsvarlige. Det har vi bakket op om under hele corona-krisen. Men nu bør vi også have en mere detaljeret strategi for genåbningen, som både erhvervslivet og resten af samfundet kan forholde sig til, siger DI's topchef og tilføjer: 

- Det vil skabe en gennemskuelighed og forudsigelighed, som vi kan bruge som nødvendig rettesnor i de kommende måneder.

Vigtigt at få de små tilbage i skole

Restriktionerne, som forlænges frem til slutningen af februar, betyder også, at studerende, elever på ungdomsuddannelser og de ældste elever i folkeskolen vil også fortsat være hjemsendt. Statsministeren nævnte dog, at 0.-4. klasse igen skal have almindelig skolegang, så snart det er muligt, men der kom ikke en endelig dato.

Lars Sandahl Sørensen håber meget, at de yngste børn kan komme tilbage i skole snart. 

- Det er enormt vigtigt, at de snart kommer tilbage i skole, for de har under corona-krisen mistet mange skoletimer, og det er afgørende for både deres trivsel og læring, at de kan komme af sted igen, siger han. 

Lars Sandahl Sørensen påpeger, at det også har stor betydning for forældrene, når både paser arbejde og ved siden af er hjemmeskolelærer for deres børn. Når først skolerne åbnerne igen vil forældrere kunne fokusere mere på deres almindelige arbejde. 

Lars Sandahl Sørensen sender samtidig en klar opfordring til regeringen om at addressere behovet for planlægning af en genåbning og at processen går i gang nu. 

- Vi skal have en detaljeret genåbningsstrategi og -plan. I Dansk Industri er vi mere end klar til at bidrage.  

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Relateret indhold