Wammen: Digitalisering bliver del af finanslov
Finansminister Nicolai Wammen tager anbefalinger fra Digitaliseringspartnerskab med til årets finanslovsforhandlinger. Det kan gavne mindre virksomheders udvikling
Folketingets partier kan godt berede sig på, at øget digitalisering bliver en del af efterårets forhandlinger om finansloven for 2022. Det forklarede finansminister Nicolai Wammen, da han fredag præsenterede anbefalingerne fra regeringens digitaliseringspartnerskab.
Partnerskabet med 28 medlemmer blev nedsat i marts, for at virksomheder og offentlige myndigheder kunne komme med inspiration til regeringens digitaliseringsstrategi, der ventes klar i 2022.
Men ministeren vil ikke vente så længe med at bringe nogle af partnerskabets 46 anbefalinger til bordet. De vil blive en del af efterårets finanslovsforhandlinger, forklarede Nicolai Wammen.
- Min forventning er, at der hos de partier vi kommer til at forhandle finanslov med vil være en vilje til, at anbefalingerne bliver en del af dagsordnen, sagde han.
Nicolai Wammen fremhævede, at coronakrisens succes for digitale virksomheder ikke må blive en sovepude.
- Igennem coronakrisen har vi set, hvordan virksomheder, der har været digitaliseret, har klaret sig bedre end virksomheder, der ikke har. Det skal vi nu bruge som springbræt til at blive endnu mere digitaliseret, sagde han.
Finansministeren ville dog ikke gå nærmere ind på, hvilke af partnerskabets anbefalinger, han tager med til finanslovsforhandlingerne.
Se Digitaliseringspartnerskabets anbefalinger
Snabe: Her er 46 pusleprikker
Formand for digitaliseringspartnerskabet Jim Hagemann Snabe, bestyrelsesformand for A.P. Møller - Mærsk og Siemens AG, tror på, at Danmark har et digitalt niveau, der gør det muligt at blive et foregangsland på det område.
- I digitaliseringspartnerskabet har vi nu fremlagt et puslespil for en yderligere digitalisering af Danmark. Puslespillet har 46 brikker, der ligger lige for og som kan accelerere den udvikling.
Han håber, at anbefalingerne vil kunne hjælpe landets mindre virksomheder med at få del i den digitale fremgang.
- Det er især de små og mellemstore virksomheder, der har brug for et løft. Og det er også de virksomheder, der skaber flest danske arbejdspladser, sagde formanden.
DI: Anbefalinger om digitalisering kan skabe et stærkere Danmark
Kollerup: Byrder skal bremses
Erhvervsminister Simon Kollerup fremhævede ved præsentationen anbefalingen om at skabe erhvervslivets pendant til NemID, nemlig ”MinVirksomhed”, hvor målet er at aflaste virksomhedernes byrder med at afrapportere og indberette til de offentlige myndigheder med øget digitalisering.
Erhvervsministeren henviste til, at erhvervslivet årligt bruger omkring 30 mia. kr. på den type administrative opgaver. Og den udgift skal ned, så virksomhederne kan fokusere på at udvikle deres forretning.
- Det svarer til udgifter på 70.000 kr. for hver virksomhed. Og hvis vi kan fjerne den, eller spare en del af den, er der flere kræfter til at skabe vækst og fremgang, sagde Simon Kollerup.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.