Give Steels fuldt udstyrede rullende værksted, kører i dag rundt til skoler, institutioner og kommuner  i hele landet. På siden af traileren står "WeGrowPeople”. For Give Steels handler det om at gøre en forskel i menneskers liv ved at udvikle dem og give dem en chance i livet, når det er svært.

Foto: Give Steel
19.10.21 DIB Nyheder

Give Steel giver indsatte i fængslerne svejserkursus: Når vi kan gøre en forskel – så har vi også en pligt til det

Udfordrede unge og indsatte i fængslerne gider ikke autoriteter, men når Give Steel møder op med deres ”svejse”-trailer bliver der lyttet, fortæller adm. direktør Torben Larsen.

- Mange udfordrede unge og indsatte i danske fængsler har aldrig før oplevet, at de er gode til noget eller blevet taget alvorligt, sådan siger Torben Larsen.

Han er adm. direktør og ejer af Give Steel A/S, der har etableret en mobil svejsetrailer, der kører rundt i hele landet og tilbyder svejsekurser i et privat/offentligt samarbejde, herunder AMU kurser til indsatte i fængsler.

Kurserne skal vække de unges interesse for smedefaget og skal generelt give kursisterne lyst til en uddannelse som smed.

- Når vi kan gøre en forskel, så har vi også en pligt til det, tilføjer Torben Larsen.

Se film om Give Steels svejsetrailer

Hjælper indsatte i job

Baggrunden for Give Steels svejsetrailer er blandt andet, at indsatte kan tage AMU-kurser for at øge deres chancer for at blive godt integreret på arbejdsmarkedet efter endt afsoning.

Flere virksomheder har i de senere år været i gang med undervisning i fængslerne, men det er alt for få, mener Torben Larsen, der gerne vil inspirere flere virksomheder til at give udfordrede unge og indsatte en ny chance i livet.

- De indsatte er vant til at blive mødt med en vis skepsis. Men vores opgave er egentligt bare, at fokusere på det gode i mennesket. Det er megaspændende at være med til – og vi har kun fået god respons hele vejen rundt, fortæller han.

Rullende værksted er et hit

Give Steels fuldt udstyrede rullende værksted, kører i dag rundt til skoler, institutioner og kommuner  i hele landet. På siden af traileren står "WeGrowPeople”. For Give Steels handler det om at gøre en forskel i menneskers liv ved at udvikle dem og give dem en chance i livet, når det er svært.

- Det er vigtigt for os. Og for dansk erhvervsliv, der mangler arbejdskraft. Vi skal have flest muligt godt i gang med arbejdslivet, siger han.

Potentielt vil flere svejsere også komme Give Steel til gavn. Men det er ikke motivationen bag etableringen af svejsetraileren

- Det kan da godt være, at det her kan give os selv et par gode svejsere. Men det er ikke derfor vi gør det. Det vigtigste for os er, at vi kan gøre en forskel og være socialt ansvarlige, siger han.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

 

 

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Morten Qvist Fog

Morten Qvist Fog

Fagleder, Udbudsret

  • Direkte +45 3377 3542
  • Mobil +45 2893 8961
  • E-mail mqf@di.dk

Relateret indhold