Odense Marcipan: For mange ufaglærte er ikke parate til et job
Odense Marcipan har fuld tryk på produktion af årets julegodter - men for første gang i 20 år har det krævet en ekstra indsats at skaffe nok kompetente sæsonarbejdere.
Julen er traditionernes tid – også hos Odense Marcipan, der i disse måneder har fuld tryk på højsæsonen, hvor hovedparten af fabrikkens marcipan gøres klar til detailhandel, fødevareindustri og bagerier.
Sædvanen tro hyrer virksomheden også sæson-arbejdere til at håndtere spidsbelastningen. Men i år er den tradition endt i problemer. Der er nemlig ikke nok kvalificerede medarbejdere, fortæller adm. direktør Niels S. Søgaard.
- Vi ansætter 50 sæsonmedarbejdere for at klare efterspørgslen fra sommerferien og månederne frem mod jul. Det er ufaglært arbejdskraft, og vi er populære blandt andet hos unge, der har brug for at tjene nogle penge i et sabbatår. Det plejer at fungerer rigtigt godt. Men i denne sæson har jeg for første gang i 20 år oplevet, at rigtigt mange af dem ikke er jobparate. Vi har været nødt til at sige farvel til en tredjedel efter den første uge, siger han.
Læs også: Forgæves rekrutteringer giver produktionstab til hver anden virksomhed
Protesterer mod hygiejnekrav
Det kan eksempelvis være nye medarbejdere, der ikke vil acceptere forbuddet mod synlige smykker og øreringe på jobbet, hvilket ellers er et almindeligt hygiejnekrav i mange fødevarevirksomheder. Eller det kan være begrænsninger på brugen af mobiltelefoner i arbejdstiden.
Sæsonmedarbejderne bliver i løbet af den første uge oplært af de fastansatte og de får kurser i blandt andet hygiejne. Udvikling ærgrer Niels S. Søgaard, der gerne vil tage et ansvar for at få flere ind på arbejdsmarkedet.
- Vi har alle en opgave med at få de resterende ledige i job, og vi vil gerne medvirke til at aktivere den sidste gruppe. Men det kræver, at de er ansvarlige og modne nok til at have et arbejde. De må accepterer, at det ikke kun handler om, hvad firmaet kan gøre for dem – men også hvad de kan gøre for firmaet, mener Niels S. Søgaard.
På fabrikken i Odense er der i alt 150 fastansatte, mens virksomheden har andre 100 medarbejdere i Hobro og 15 i Hedehusene.
Læs også: "Måske vi skal til at headhunte rengøringspersonale"
Vi vil gerne medvirke til at aktivere den sidste gruppe. Men det kræver at de er ansvarlige og modne nok til at have et arbejde. Niels S. Søgaard, adm,. direktør, Odense Marcipan
DI: Nærmest nul ufaglærte er ledige
Odense Marcipan bruger en bred vifte af kanaler til at finde medarbejdere, jobcentre, vikarbureauer og så opfordres de faste medarbejdere til at finde kandidater i deres familier.
Efter årets skuffelse har virksomheden taget en ny runde med kandidater til sæsonarbejde, mens det har været nødvendigt at rykke rundt på vagtplaner og weekendarbejde for at følge med efterspørgslen op mod højtiden.
Leif Nielsen, branchedirektør i DI Fødevarer, fortæller, at ufaglærte er vigtige i branchen generelt.
- Ledigheden for ufaglærte i fødevarebranchen er nær nul, og Odense Marcipan er et godt eksempel på, at der simpelthen ikke er flere at komme efter. Derfor har vi også set i de sidste mange år, hvordan andelen af udenlandske timelønnede i branchen er steget markant, fordi arbejdsudbuddet ikke har kunnet dækkes af de danske unge, siger han.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.