Der er ingen tvivl om, at investeringer i vedvarende energi og energieffektivisering vil beskytte os bedre mod fremtidige stigninger i energipriserne. Det vil sikre stabilitet og stille virksomhederne bedre på det globale marked, siger DI’s europapolitiske chef Anders Ladefoged.

22.10.21 DIB Nyheder

Stigende energipriser bekymrer i EU: Grøn omstilling er løsningen – ikke problemet, mener DI

EU grønne ambitioner blev ikke bremset som følge af de stigende energipriser på EU’s topmøde. Det er godt nyt for danske virksomheder og for Europa. Grøn omstilling er løsningen – ikke problemet, påpeger DI.

De stigende energipriser gør ondt på forbrugere og virksomheder i hele Europa. Derfor havde flere lande forud for EU-topmødet, der finder sted netop nu, også efterlyst indgreb. Blandt andet havde Polen og Ungard opfordret til, at EU’s storstilede plan for grøn omstilling ”fit for 55” blev udskudt, da den kunne føre til yderligere opadgående pres på energipriserne.

Efter otte timers forhandlinger torsdag aften, stod det dog klart, at der ikke bliver skruet ned for den grønne omstilling til glæde for Danmark og for EU, mener Dansk Industri (DI).

- Det er vigtigt, at EU-landene ser den grønne omstilling som en del af løsningen på energikrisen. Der er ingen tvivl om, at investeringer i vedvarende energi og energieffektivisering vil beskytte os bedre mod fremtidige stigninger i energipriserne. Det vil sikre stabilitet og stille virksomhederne bedre på det globale marked, siger DI’s europapolitiske chef Anders Ladefoged, der påpeger, at der i topmødets konklusioner lægges op til, at EIB, EU’s investeringsbank skal skrue op for investeringer i den grønne omstilling.

Forud for topmødet havde statsminister Mette Frederiksen også slået fast, at hun absolut ikke så energikrisen som anledning til at gå tilbage på de grønne ambitioner. Det vil være forkert både af hensyn til klimaet og Europas uafhængighed.

Nyt krisemøde tirsdag

Af de udsendte konklusioner fra topmødet, står det dog klart, at debatten endnu ikke er helt slut. EU’s energiministre skal på et hastemøde på tirsdag diskutere situationen igen. Og regeringslederne skal diskutere emnet igen til december.

I DI er man enig i, at de stigende energipriser kræver fokus, så det økonomiske opsving i Europa ikke bliver sat i stå.

- Vi mener også, at EU bør lære mere af de nordiske erfaringer med at integrere energimarkederne. Der er et uforløst potentiale for den interne energiforsyning i EU. Vi kan derfor kun opfordre til at styrke infrastrukturen og vilkårene for at handle med energi på tværs af EU-lande. Det vil gøre EU mere uafhængig af energiforsyning fra tredjelande, siger Anders Ladefoged

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

 

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Bertil Egger Beck

Bertil Egger Beck

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 4695
  • Mobil +32476172748
  • E-mail beeb@di.dk

Relateret indhold