Bobach Stålentreprise A/S' adm. direktør Helle Popp Bobach (th) bød tirsdag  17 lokale politikere velkommen med en opfordring om et bedre samarbejde med Aalborg kommune om  at tiltrække og fastholde udenlandske medarbejdere.

27.10.21 DIB Nyheder

Appel: Hjælp os med at finde og fastholde udenlandske medarbejdere

Arbejdskraften mangler fra nord til syd – fra Aalborg til Lolland. Det blev klart for byrådskandidater, der tirsdag var med på DI’s kampagnebusser op til kommunalvalget. Over 60 byrødder besøgte virksomheder i fire kommuner.

Mangel på arbejdskraft blev i høj grad konkret for en stribe lokalpolitikere fra Aalborg til Lolland, da de tirsdag tog med på Dansk Industris bustur til en række virksomheder som  optakt til kommunalvalget den 16. november.

På Bobach Stålentreprise A/S i Aalborg slog adm. direktør Helle Popp Bobach fast over for de 17 lokale politikere, at virksomheden ikke kan undvære faglærte smede fra udlandet. De er en enorm ressource, som bidrager til virksomheden, men også til samfundet og lokalområdet generelt. Og at der er brug for hurtige løsninger, der kan afhjælpe at aktuelt stort pres på arbejdsmarkedet.

- Jeg tror, vi skal blive bedre til at fokusere på hele familien, når vi arbejder med tiltrækning. Så de har lyst til at blive her og blive en del af vores samfund. Det er en opgave, som vi er nødt til at blive endnu bedre til at samarbejde om,, sagde hun.

Flere politikere tog den opfordring op på stedet.  Venstres spidskandidat Jan Nymark Thaysen så potentiale i en ”pakkeløsning, mens borgmester Thomas Kastrup-Larsen foreslog et nyt partnerskab mellem Aalborg Kommune og erhvervslivet.

Læs mere om busturen til Aalborg-virksomheder her

Besøget Bobach Stålentreprise er et led i DI’s kampagne op til kommunalvalget den 16. november, hvor to valgbusser - en i østdanmark og en i vestdanmark – frem til 4. november i alt besøger 30 kommuner og 62 virksomheder for at styrke den lokale kontakt mellem virksomheder og lokalpolitikere. Hver bus besøger dagligt fire virksomheder i to kommuner.

Lolland løber tør for kvikke ledige

Fra Aalborg i nord til Lolland i syd, hvor adm. direktør Jacob Jacobsen fra produktionsvirksomheden S.E.W North Filtration beskrev manglen på arbejdskraft med et helt konkret eksempel til 15 byrådskandidater:

- Havde vi ligget 100 km. længere nordpå, kunne vi have fået en ny innovationschef. Men vi har opgivet. Nu må vi klare opgaverne selv.

Hos industrivirksomheden Alfa Laval i Nakskov manglede der også hænder. Aktuelt har virksomheden brug for fem ingeniører.

Arbejdsløsheden er lav på Lolland, og som formanden for DI Lolland-Falster Kim Frimann, ejer af Frimann Biler A/S, sagde, så mangler der både kloge hænder og kvikke hoveder. Jobcentret kan ikke længere skaffe kvalificerede medarbejdere, der kan arbejde fuld tid.

Læs mere om politikernes virksomhedsbesøg på Lolland her

Læs også: DI i valgkamp - Succes afhænger af samarbejde med kommuner

Havde vi ligget 100 km. længere nordpå, kunne vi have fået en ny innovationschef. Men vi har opgivet. Nu må vi klare opgaverne selv. Jacob Jacobsen, adm. direktør, S.E.W. North Filtration

Brug for hurtigere sagsbehandling i Rebild

I den nordjyske kommune Rebild var kom sagsbehandling på dagsordnen. På murer- og entreprenørvirksomheden Lars Pedersen & Søn A/S i Suldrup gjorde adm. direktør Rene Thomasbjerg opmærksom på, at visse afdelinger i Rebild Kommune fortsat  mangler det nødvendige fokus på at servicere virksomhederne.

- Vi har brug for større stabilitet og strategisk overblik i den kommunale sagsbehandling i Rebild Kommune, sagde den adm. direktør på debatmøde til de fremmødte byrådskandidater.

 Lars Pedersen & Søn A/S har ansat en projekteringsleder, der arbejder med lokalplaner og byggetilladelser, hvilket har lettet samarbejde med kommunen. Der er dog stadig udfordringer – særligt i forhold til udbud.

- Der er en historik i kommunen, som er lidt trist, når det kommer til udbud. Vi har tidligere oplevet, at vi har spillet på udebane, selvom Rebild burde være vores hjemmebane, sagde adm. direktør Rene Thomasbjerg, Lars Pedersen & Søn A/S

Læs mere om politikernes virksomhedsbesøg i Rebild her

Erhvervshavn guld værd for Næstved

Kanalrundfart i slutningen af oktober er ikke så almindeligt. Men tirsdag kom 18 byrådsmedlemmer fra Næstved på sejltur med turbåden M/S Friheden på kanalen. Her sejlede de samme rute som fragtskibene, når de kommer med gods til virksomhederne på Næstved Havn. En tur meget få af dem havde oplevet før.

Det var DI Sydsjælland, der havde inviteret de lokale politikere til debat om havnen og dens fremtid som optakt til kommunalvalget den 16. november.

- Mange virksomheder er afhængige af at ligge på havnen og få deres gods ad søvejen, for hver gang gods skal transporteres længere over land, betyder det store ekstra omkostninger for virksomhederne, slog Jakob Svane fra Danske Shipping- og Havnevirksomheder fast.  

Med ombord var også repræsentanter fra tre af de virksomheder, der ligger på havnen, Næstved Sten & Grus, Verdo og Ardagh Holmegaard Glas.

Læs mere om politikernes virksomhedsbesøg i Næstved her

Louise Pihl

Louise Pihl

Underdirektør

  • Direkte +45 7216 0177
  • Mobil +45 2566 6312
  • E-mail lop@di.dk

Relateret indhold