Udtjente bilbatterier efterbehandler Stena Recycling for øjeblikket i Halmstad i Sverige. Men fra cirka 2024 vil Stena i Farum selv kunne aflade batterierne i et anlæg, der kan udvinde reststrøm fra batterierne på en måde, som gør det muligt at genanvende strømmen.

Foto: Stena Recycling
26.11.21 DIB Nyheder

Antallet af udtjente bilbatterier eksploderer

I takt med elbilernes udbredelse stiger også antallet af udtjente batterier. Det er en af grundene til, at Stena Recycling i starten af 2022 åbner et nyt landsdækkende battericenter i Farum.

Ved du, hvad der sker med dine batterier, når du har afleveret dem på de dertil indrettede indsamlingssteder?

En stor del af dem havner i første omgang i Farum, hvor virksomheden Stena Recycling indtil videre  sorterer både småbatterier og de blysyrebatterier, som bruges i store dele af bilparken, i lastbiler, trucks og meget andet.

I fjor var der 8.327 tons blyholdige udtjente bilbatterier i Danmark, der veg pladsen i bilmotoren for en yngre model eller blev afmonteret i forbindelse med skrotningen af køretøjet.

- Men fremtiden byder på mange flere og endnu større batterier. I takt med at pilparken skiftes fra fossilt brændstof til grøn el vokser omfanget af lithium-ion-batterier, siger Louise Drue Andersen, batteriekspert hos Stena Recycling.

Læs også: Tesla-eventyr i Tønder efterlyser arbejdskraft

Investerer i landsdækkende battericenter i Farum

Den eksplosive udvikling er dokumenteret i en rapport fra EU-kommissionen. Her fremgår det, at den globale produktion af lithium-ion-batterier i perioden er vokset fra  20 GWh i 2010 til 120 GWh i 2017.

- Der sker samtidig meget inden for batteriudvikling. Prognoser vidner om, at vi bl.a. på EU-plan ser ind i en eksplosiv udvikling af bilbatterier, der kan genanvendes, siger Louise Drue Andersen.

Det er blandt årsagerne til, at Stena Recycling investerer i alt 200 millioner kroner i batterihåndtering. Det sker blandt andet i Farum, hvor selskabet i 2022 indvier et nyt landsdækkende battericenter.

- Lige nu består vores behandling i hovedsagen i sortering af batterierne, hvorefter de bliver sendt til efterbehandling hos samarbejdspartnere. De store bilbatterier bliver sendt til vores anlæg i Sverige, hvor de bliver afladet og derefter sendt til ”knusning”, som det hedder, når batterierne bliver skilt ad og materialer bliver sorteret, forklarer Louise Drue Andersen.

Men med det nye anlæg vil Stena i Farum fra cirka 2024 selv kunne aflade batterierne i et anlæg, der kan udvinde reststrøm fra batterierne på en måde, som gør det muligt at genanvende strømmen.

- Vi håber på, vi kan få lov at sende strømmen ud i netværket fra Farum, men det er endnu uafklaret, om reglerne vil tillade det, siger Louise Drue Andersen.

Læs også: Europæisk kulstop kan øge dansk energieksport med 450 mia. kr.

En del kan genanvendes direkte

Det er dog ikke alle de store batterier, der behøver blive ”knust”. Mange af dem kan nemlig genbruges direkte til lagring af energi, hvor kravene til genopladning og ydeevne ikke er de samme, som de skal være i et køretøj.

- Det arbejder de især med i vores datterselskab Battery Loop. Fx samarbejder de med Volvo Buses med at skabe systemer til energilagring i beboelsesejendomme af gamle brugte elbusbatterier, fortæller Louise Drue Andersen.

Hvor mange batterier, der potentielt kan komme gennem det nye center, ved hun til gengæld ikke.

- Det er lidt et sats fra koncernens side. Nu laver vi investeringen i forventning om, at det vil være en attraktiv løsning for dem, der producerer eldrevne biler, lastbiler og busser. Men det er ikke skåret i granit, at det bliver sådan, så det er med væsentlig risiko, vi kaster os ud i det, siger Louise Drue Andersen.

Læs også: Sådan får vi grøn energi i hele samfundet

Klimaplan baner vej for investeringer

I DI er Iben Kinch Sohn, fagleder for cirkulær økonomi, begejstret for tiltaget fra Stena Recycling.

- Det er helt nødvendigt, at vi bliver bedre til både at genanvende og genbruge produkter og de materialer, de indeholder. Med investeringen fra virksomheden her, bidrager de markant til udviklingen af en mere bæredygtig bilpark, der sparer ressourcer, siger Iben Kinch Sohn.

Hun påpeger, at Klimaplanen for en grøn affaldssektor, der blev vedtaget i juni 2020 hjælper på investeringslysten hos virksomhederne.

- Med planen blev det politisk besluttet, at affald skal indsamles ensartet i hele landet, og at kommunerne skal udbyde de indsamlede mængder, så virksomhederne i affaldssektoren kan byde ind på at sortere og genanvende affaldet. Det giver mulighed for at investere i anlæg i Danmark, som vi kan se det her hos Stena, siger Iben Kinch Sohn.

Samtidig er det besluttet, at kommunerne ikke længere må eje anlæg til sortering og genanvendelse af affald.

- Som reglerne er i dag, kan kommunerne selv beslutte, om de byder affaldet ud til behandling, eller om de vil løse opgaven selv. Det har medført at virksomheder har været meget tilbageholdende i forhold til investeringer i Danmark og i stedet har investeret i omkringliggende lande. Det vil klimaplanen ændre, når loven bliver implementeret, siger Iben Kinch Sohn.

Her kan du se video fra Webinar om klimaplanen for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi – og hvad ændringerne betyder for din virksomhed?

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Iben Kinch Sohn

Iben Kinch Sohn

Fagleder for cirkulær økonomi

  • Direkte +45 3377 3713
  • Mobil +45 2625 0910
  • E-mail ibso@di.dk

Relateret indhold