Nøraa Enterprises adm. direktør, Flemming Nøraa, beskrev over for byrødderne i Helsingør, hvordan han kæmper med en tung sagsbehandling i kommunen.

03.11.21 DIB Nyheder

Bøvl i byggesag - ”Vi kan ikke holde nogen for nar i otte år”

Lang sagsbehandling, plads til udvidelse ved boliger og arbejdskraft stod øverst på agendaen tirsdag, da kommunalpolitikere steg på DI’s kampagnebus og besøgte virksomheder i kommunerne Hillerød, Helsingør, Esbjerg og Varde.

I Hillerød kæmper J. Jensen A/S adm. direktør Kim Østergaard nu på ottende år for at finde et sted, hvor han kan bygge et anlæg, der renser og genbruger beton. Men uden held. Og den proces var Dan Riise (V) ikke stolt af.

- I kommunen har vi kendt området og de landlige omgivelser hele tiden.  Vi skal ikke gå og holde nogen for nar i otte år – vi må melde klart ud, ja eller nej, sagde han.

De 14 kandidater fra Hillerød besøgte også byggevirksomheden HHM A/S, hvis byggeplads Cirkelbuen blev rammen om besøget - og en livlig debat om, hvilke virksomheder der er velkomne i Hillerød kommune. HHM A/S bygger bl.a. plejeboliger og private villaer og lider under kommunens strenge støjregulering, fortalte adm. direktør Svend Pedersen.

- Modsat andre kommuner, har Hillerød besluttet, at vi ikke må arbejde om lørdagen og desuden skal følge en meget lav støjgrænse i hverdagene. Det gør det svært for os at drive virksomheden effektivt, sagde han.

Fra SF’s Lars Elbrandt lød det:

- Vi har en vision for Hillerøds fremtid som en grøn kommune fyldt med natur. Ikke alle virksomheder passer ind i den vision.

Læs mere om Hillerød-politikernes besøg her 

Busturen til Hillerød er et led i DI’s kampagne op til kommunalvalget den 16. november. To valgbusser - en i østdanmark og en i vestdanmark – besøger frem til 4. november i alt 30 kommuner og 62 virksomheder. Dermed kommer erhvervslivets vilkår på dagsordenen og der bidrages til at styrke den lokale kontakt mellem virksomheder og lokalpolitikere.

Læs mere om DI's kampagne her

Læs også: Sandahl - Stem for bedre vilkår til det lokale erhvervsliv

Boliger kan bremse vækstvirksomheder

Placering af virksomheder var også omdrejningspunktet, da kampagnebussen rullede til Helsingør med 21 byrådskandidater. De blev enige om, at der skal være meget bedre byggesagsbehandling, servicemindedhed – og ikke mindst plads til kommunens vækstvirksomheder, da de besøgte Carmo A/S og Nøraa Entreprise A/S.

Claus Ishøy, CEO i Carmo A/S, hilser egentlig nyt boligbyggeri velkomment, men er bekymret for, at der bygges boliger med altaner op ad virksomheden, som har udluftning og produktion kørende døgnet rundt. For godt nok har virksomheden en godkendt støjgrænse på 60 db, men der er ikke meget, der tyder på, at de fremtidige beboere er informeret om denne. Skulle de klage, er Carmo A/S bange for, at det er virksomheden, der vil stå svagest.

Efter debatten gik turen en af Nøraa Enterprises byggepladser i Helsingør. På dagsordenen var byggetilladelser og mangel på service.

- Jeg oplever, at jeg skal gå helt ydmyg til sagsbehandlerne i stedet for, at vi kan være hinandens sparringspartnere. De er meget fastlåste ift. deres regler, og der er meget lidt feedbackkultur. Mit ønske er egentlig bare at udvikle byen og lave nogle gode boliger, sagde virksomhedens adm. direktør Flemming Nøraa.

Læs mere om Helsingør-politikernes besøg her

Erhvervseventyr i Esbjerg mangler arbejdskraft

DI’s kampagnebus i Jylland besøgte fire virksomheder i Esbjerg og Varde Kommune. I Esbjerg var første stop var Semco Maritime A/S, der er specialiseret i offshore vind og olie & gas. Her vil store projekter med  bl.a. teknologi, der skal fange og lagre CO2 i undergrunden i Nordsøen og omdannelse af vindstrøm til grønne brændstoffer, Power to X, generere et meget stort antal arbejdspladser de kommende år. Men som CEO Steen Brødbæk sagde, så er det nemmere at tiltrække og integrere ingeniører fra Singapore end at få en ingeniør fra Aarhus i dag.

Semco Maritime A/S mangler bl.a. ingeniører, specialister og faglærte som smede og elektrikere. Og de 25 lokale politikere var parat til at hjælpe.

På Cocio Chokoladefabrik var mangel på arbejdskraft også til debat. Virksomheden får behov for 20 nye medarbejder det kommende år, ikke mindst faglærte og ufaglærte til produktionen, mens Esbjerg mejeri står og mangler 30 medarbejdere lige nu. 

Læs mere om Esbjerg-politikernes besøg her

Brug for politikernes hjælp

Hvad kan og bør Varde Kommune gøre for at hjælpe de lokale virksomheder med at skaffe medarbejdere og støtte den grønne omstilling? Det var til debat, da 25 byrådskandidater var på virksomhedsbesøg i Varde kommune.  

Ledigheden er helt i bund og ligger væsentligt under landsgennemsnittet, uanset om det drejer sig om ufaglærte, faglærte, akademikere eller teknikere.

Kvist Industries A/S kæmper med at få medarbejdere nok. Virksomheden, der bl.a. producerer FDB møbelklassikere, beskæftiger både danske og udenlandske medarbejdere og bøvler ofte med bureaukratiet, når udlændingene kommer til Danmark. Derfor kunne det være til stor hjælp, hvis det går meget lettere med at få cpr. Nr. bankkonto og arbejdstilladelse.

Bæredygtighed kom til debat under dagens andet besøg ved fødevarevirksomheden Flensted Food Group A/S. Virksomheden gør en stor indsats for at leve op til FN’s verdensmål i produktionen, og som det blev sagt, så er det ikke Gretha Thunberg, der kommer til at redde verden - det er virksomhederne.

At det også gælder for Vardes virksomheder, viste rundvisningen og debatten på Flensted Food Group A/S.  Og der var bred enighed blandt byrådskandidaterne om, at kommunen skal hjælpe og imødekomme virksomhederne i den grønne omstilling.

Læs mere om Varde-politikernes besøg her

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Louise Pihl

Louise Pihl

Underdirektør

  • Direkte +45 7216 0177
  • Mobil +45 2566 6312
  • E-mail lop@di.dk

Relateret indhold