02.11.21 DIB Nyheder

Der er stadig hul i turismeerhvervets pengekasse

Rejsebureauernes egenkapitaler skrumpede med 44 pct. i 2020. Turisme- og oplevelseserhvervet er stadig finansielt presset i kølvandet på coronakrisen.

2020 var et særligt hårdt år for hoteller, restauranter og rejsebureauer, viser tal fra Danmarks Statistik. Coronakrisen tog et betydeligt indhug i virksomhedernes egenkapital. Især har rejsebureauer været hårdt ramt med en samlet omsætning og værditilvækst, som var henholdsvis 77 pct. og 54 pct. lavere end i 2019. Egenkapitalen for branchen faldt med hele 44 pct.

- Det vil tage lang tid for virksomhederne i rejsebranchen at indhente det tabte. Gælden stiger i mange virksomheder, hvilket vil øge omkostningerne betragteligt. Godt hver tredje virksomhed er stadig finansielt presset i kølvandet på coronakrisen, og det er et stort problem, siger Henriette Søltoft, vicedirektør i DI.

- Der er godt gang i mange dele af dansk erhvervsliv, men omsætningen halter stadig i turisme- og oplevelseserhvervet, der ikke er på samme niveau som før coronakrisen. Det skyldes især mangel på udenlandske turister. Samlet set er der en betydelig risiko for, at mange virksomheder lukker eller går konkurs på grund af manglende økonomisk polstring, siger Henriette Søltoft.

- Branchen er også ramt af en anden type modvind, som gør det sværere at komme økonomisk på fode igen. Rekordmange hoteller og restauranter mangler arbejdskraft. Fire ud af fem hoteller og seks ud af ti restauranter siger, at de begrænses af manglende hænder. Det er gift for en branche med mange hårdt pressede virksomheder, siger Henriette Søltoft. 

 

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Henriette Søltoft

Henriette Søltoft

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3654
  • Mobil +45 2088 3919
  • E-mail hes@di.dk

Relateret indhold