22.11.21 DIB Nyheder

DI: Høje energiregninger svækker forbrugernes købekraft

Forbrugernes syn på deres egen økonomi er faldet til det laveste niveau siden første nedlukning. Det sker, selvom købekraften grundlæggende er stærk.

- De høje energipriser skaber bekymringer i flere familier. Dertil er der lange ventetider på udvalgte varer og stigende coronasmitte. Det får flere forbrugere til at holde igen med at bruge penge,  siger Morten Granzau, underdirektør i DI.

Målingen er udført i de første to uger af november blandt 1.500 danskere. Fem spørgsmål om den økonomiske situation danner grundlag for forbrugertillidsindikatoren. Forbrugertillidsindikatoren går i november tilbage til et nettotal på minus 2 fra plus 3,3 i oktober, og dermed er det anden måned i træk, at indikatoren falder.

I temperaturmålingen står det klart, at det er de høje energipriser, som tynger forbrugernes humør.

- Det er især de høje energipriser, som giver forbrugerne frostbid. Bekymringen for prisstigninger har aldrig været højere. Det får forbrugernes syn på deres egen økonomi til at falde til det laveste niveau siden første nedlukning. Bekymringen betyder også, at færre regner med, at de kan spare op i det kommende år, siger Morten Granzau.

De høje energipriser ændrer dog ikke på, at danske familier samlet set står økonomisk solidt.

- Forbrugernes købekraft er bomstærk. På vej ud af nedlukningen har danskerne brugt 91 kr. for hver 100 kr., de har tjent efter skat. Samme tal var før coronakrisen 95 kr.  Størstedelen af forbrugerne vil trods højere energipriser have penge til nogle pæne julegaver, siger Morten Granzau.

 

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Morten Granzau Nielsen

Morten Granzau Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 4676
  • Mobil +45 2245 4620
  • E-mail mogr@di.dk

Relateret indhold