Lettelser i topskatten kan ikke stå alene, men det er et godt værktøj. Vi håber selvfølgelig, at der kan blive flertal for alle de forslag, der kan skaffe arbejdskraft hurtigt., siger DI-direktør Emil  Fannikke Kiær.

02.11.21 DIB Nyheder

DI til regeringen: Brug jeres flertal til at lette skatten på arbejde

Efter Venstres har meldt sig i koret om højere topskattegrænse, tegner der sig et politisk flertal for forslaget – det skal regeringen bruge for at skaffe mere arbejdskraft, lyder det fra Dansk Industri.

Der var en, der var to, der var tre, der var fire… og nu hele fem partier, der vil hæve grænsen for, hvornår danskerne skal betale topskat.

Tidligere har både Radikale, Konservative, Liberal Alliance og Nye Borgerlige talt for at lette skatten, for de mere end 400.000 danskere, der i dag betaler topskat, og nu har Venstre også meldt sig under fanerne, og det skal regeringen udnytte, lyder det fra Dansk Industri (DI).

- Vi har en akut mangel på arbejdskraft, og det er vigtigt at trække i alle de håndtag, der kan øge arbejdsudbuddet her og nu. En højere topskattegrænse vil gøre det mere attraktivt for arbejdende danskere at tage en ekstra tørn, og der er brug for, at det bedre kan betale sig at arbejde , siger Emil Fannikke Kiær, politisk direktør i DI.

Hvis man fx hæver topskattegrænsen med 44.000 kroner, så man først betaler topskat, når man tjener mere end 545.000 kroner, vil det ifølge DI øge arbejdsudbuddet med 2500 personer allerede i 2022.

- Det er vigtigt, at også Venstre stempler ind i kampen for at lette skatten på arbejde, for det giver regeringen et flertal at arbejde sammen med om denne dagsorden. Vi er helt enige med Venstre i, at der er noget at hente både i toppen og i bunden af skattespektret, og der er jo brug for arbejdskraften ude i virksomhederne.

Læs også: COWI-chef - Mangel på medarbejdere kan bremse grøn omstilling

Fremsæt forslaget

Han glæder sig over, at regeringen ifølge Berlingske vil se på forslaget ”med et åbent sind”, og i DI håber man, at regeringen vil bruge den politiske opbakning i de igangværende reformforhandlinger.

- Vi mangler tusindvis af medarbejdere, og regeringen bør jo tage de håndsrækninger, den kan få, og fremsætte de forslag, der er flertal for med henblik på at skaffe mere arbejdskraft, siger Emil Fannikke Kiær.

- Lettelser i topskatten kan ikke stå alene, men det er et godt værktøj. Vi håber selvfølgelig, at der kan blive flertal for alle de forslag, der kan skaffe arbejdskraft hurtigt. Det er en bunden opgave på tværs af folketinget, siger DI’s politiske direktør.

DI har ud over topskatten prioriteret emner som beløbsordning, modregning i pensionen og aktionærskat til reformforhandlingerne.

Læs også: Væksteventyr kan flytte ud af Danmark

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Emil Fannikke Kiær

Emil Fannikke Kiær

Erhvervs- og Medlemsdirektør

  • Direkte +45 3377 3032
  • Mobil +45 2476 7713
  • E-mail efk@di.dk

Relateret indhold