Europæisk kulstop kan øge dansk energieksport med 450 mia. kr.
Når det europæiske forbrug af kul til strømproduktion formentlig forsvinder inden 2030, baner det vej for eksport af dansk energiteknologi for 450 milliarder kroner, viser DI-analyse.
Hvis danske virksomheder beholder deres nuværende markedsandel inden for energieffektive teknologier og vedvarende energi vil et kulstop i EU skabe eksport for 450 milliarder kroner. Det viser en analyse, som DI offentliggør i forbindelse med COP26 i Glasgow.
Det er ikke med i regnestykket, at der formentlig bliver brug for at øge mængden af vedvarende energi i de kommende år, fordi de europæiske samfund i højere grad vil blive elektrificeret.
- Det er svimlende tal. Men når først den grønne omstilling tager fart, er det altså en enorm efterspørgsel, der venter. De danske virksomheder har teknologierne, men hvis de skal udnytte mulighederne, skal de selvfølgelig have ordentlige rammer og kunne ansætte de medarbejdere, som de har brug for, siger Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef i DI.
Læs også: Stærkt efterspurgt vandstrategi lanceret i Industriens Hus
Kuludfasning er lavthængende frugt
Kul står i dag for 15 procent af elproduktionen i Europa – primært fra kulfyrede kraftværker i Tyskland, Polen og Tjekkiet. Men med EU’s klimaplan ”Fit for 55” og de stigende priser på at udlede CO2, vil forbruget af kul falde – og muligvis helt forsvinde – inden 2030.
- Det er en af de lavest hængende frugter, når det gælder klimaet. Kulkraftværkerne forurener og udleder store mængder CO2, og vi har løsningerne, som kan erstatte dem. Derfor er det super vigtigt, at EU har lagt en plan, som vil føre til mindre brug af kul, siger Anne Højer Simonsen.
Læs også: Søg grønne milliontilskud i 2022 - her er datoerne
Voksende marked for energirenovering
Kulkraftværkerne i EU udleder 360 millioner ton CO2 om året. Samtidig med at de forsvinder, skal EU-landene ud i en større grøn omstilling. Virksomheder og borgere skal blive meget bedre til at udnytte energien effektivt, og produktionen af strøm fra kulkraftværker skal erstattes af vedvarende energi fra vind og sol.
Det vil føre til et voksende marked for energirigtige vinduer, isolering, pumper, termostater og mange andre produkter, som er med til at begrænse energiforbruget. Der bliver også brug for store investeringer i vindmøller og solceller.
- Der er stadig mange energieffektiviseringer at hente i de europæiske lande, og det vil være et fornuftigt sted at begynde. Men der bliver også brug for mange vindmøller til at erstatte produktionen fra kulkraftværkerne, konstaterer Anne Højer Simonsen.
Læs også: ATP vil investere 200 milliarder i grøn omstilling
Resten af verden venter
I Indien og Kina er kul stadig den vigtigste energikilde, og det er urealistisk at forvente et stop for brug af kul på kort sigt. Før COP26 meldte Kina dog ud, at man ikke længere vil støtte opførslen af kulkraftværker uden for Kina. Og flere lande – herunder Danmark – har lovet økonomisk støtte til at udfase kulkraftværker i blandt andet Asien.
- Der er ingen tvivl om, at kul er på vej ud. Spørgsmålet er alene, hvor hurtigt det kommer til at gå. For de danske virksomheder handler det om at være klar, når mulighederne opstår, siger Anne Højer Simonsen.
Læs også: Power-to-X kræver enorme mængder vedvarende energi
Følg klima hos DI
Regeringen og dansk erhvervsliv har indgået 13 klimapartnerskaber. Vi præsenterer dig for hvert enkelt partnerskab, og følger udviklingen.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.