Ifølge DI’s analyse er den længste ventetid på byggesager at finde på Samsø, hvor virksomhederne i gennemsnit skal vente i ca. 200 dage. Men også i landets største kommune, København, er ventetiden meget lang – præcis 116 dage.

08.11.21 DIB Nyheder

Ventetid på byggesager vokser: I København skal virksomhederne vente 116 dage i snit

Siden 2017 er den gennemsnitlige byggesagsbehandlingstid steget fra 36 til 52 dage. I København skal virksomhederne i snit vente i 116 dage. Dansk Industri (DI) opfordrer til, at kommunerne opretter en fast-track ordning for virksomhederne med ukomplicerede byggesager.

Grunden er købt. Arkitekten har slået sine streger og håndværkerne står klar til at sætte spaden i jorden, så virksomheden kan bygge nyt og sætte ekstra tryk på produktionen og skabe vækst og arbejdspladser. Men intet sker - for byggesagen er stadig ikke godkendt hos kommunen.

Sådan kan situationen være mange steder i landet, hvor den kommunale byggesagsbehandling er blevet stadig mere langsomlig i løbet af de seneste fire år. En ny analyse fra Dansk Industri (DI) viser således, at ventetiden på at få godkendt en byggesag fra 2017 til 2020 er steget fra 36 til 52 dage. En problematisk udvikling, mener DI’s politisk direktør Emil Fannikke Kiær.

- Det koster vækst og arbejdspladser, når virksomhedernes byggesager ikke bliver behandlet hurtigt. Der skal mere tempo på, så virksomhedederne kan komme i gang med deres byggeri, siger DI’s politiske direktør og tilføjer:

- For kommunerne er det også værd at huske på, at det også koster deres lokalsamfund penge og arbejdspladser, når virksomhederne må vente på at få godkendt deres byggesager. Derfor vil det være en klar sejr for både virksomhederne og kommunerne, hvis ventetiden i de kommende år bliver nedbragt.

Læs hele DI’s analyse her: Kommunale buggesagsbehandlingstider er vokset i valgperioden

Hurtig sagsbehandling i Vallensbæk

Ifølge DI’s analyse er den længste ventetid på byggesager at finde på Samsø, hvor virksomhederne i gennemsnit skal vente i ca. 200 dage. Men også i landets største kommune, København, er ventetiden meget lang – præcis 116 dage.

Helt anderledes ser det ud i Vallensbæk kommune, der med en sagsbehandlingstid på fire dage er landets suverænt hurtigste kommune. Næsthurtigst er Odder kommune med en ventetid på 9 dage.

De store forskelle i ventetiden på tværs af kommunerne understreger ifølge DI’s politiske direktør Emil Fannikke Kiær, at de langsomme kommuner bør kunne lære af deres kolleger i de andre kommuner - og generelt kan gøre en indsats for at nedbringe ventetiden.

- Selvfølgelig kan der være specielle forhold i den enkelte kommune, der gør byggesagsbehandlingen mere langsommelig. Men det kan alligevel undre, at det skal tage 29 gange så lang tid at behandle en byggesag i København end i Vallensbæk, siger han.

Læs også: Fra Nye Borgerlige til SF: Byggesager skal gå hurtigere i København

Opret fasttrack-ordning for lette byggesager

I DI har man en række konkrete bud på, hvad kommunerne kan gøre for at nedbringe ventetiden på byggesager.

For det første skal kommunerne have fokus på at få en forhåndsdialog op at køre med bygherrerne, som de gør i Vallensbæk. For det andet skal de have en fastsat en maksimal tid, som det må tage at få tildelt en sagsbehandler. For det tredje skal der være fokus på klare krav til dokumentation og færdigmelding – og så skal kommunerne om nødvendigt hyre eksterne konsulenter til at behandle sagerne, så den store sagsbunke i nogle kommuner kan bekæmpes. Og endelige opfodrer DI til at opdele sager i ”lette sager”, der skal på en fast track-ordning, og ”komplicerede sager”.

- Det må være et mål for kommunalbestyrelserne, at de i den kommende valgperiode får nedbragt ventetiden på at få godkendt byggesager. Det vil komme alle til gavn, siger Emil Fannikke Kiær.

København giver bygningsreglementet skylden

Ifølge København Kommunes tekning- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) er en vigtig forklaring på den stigende sagsbehandlingstid bygningsreglementet BR18. 

- Vi oplever, i lighed med mange af landets andre kommuner, udfordringer med det forvirrende, statslige bygningsreglement BR18, som nærmest kræver, at byggeansøgerne er eksperter, og som derfor var stærkt medvirkende til, at der var fejl i 70 pct. af de byggeansøgninger, forvaltningen modtog sidste år. Derudover er der generelt mange komplekse forhold i byggesager i en stor by som København, hvor mange mennesker bor tæt, og hvor der bygges i højden, og der derfor skal tages flere hensyn f.eks. i form af nabohøringer,” siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL).

Hun tilføjer:

- Forvaltningen har taget en lang række initiativer på området og hjælper bl.a. byggeansøgere med at finde rundt i de forvirrende krav i BR18, har oprettet specialiserede teams og lader en ekstern partner stå for en del af det sagsforberedende arbejde. Samtidig har et bredt flertal i Borgerrepræsentationen besluttet at afsætte midler til byggesagsområdet, og det vil sammen med de eksisterende initiativer betyde, at sagsbehandlingstiden falder fra foråret 2022 og vil være normaliseret fra foråret 2023. 

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

 

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Nura Deveci

Nura Deveci

Chefkonsulent

  • Direkte +45 7216 0185
  • Mobil +45 2619 2555
  • E-mail nnd@di.dk

Relateret indhold