Vognmændene har hårdt brug for flere chauffører. Men lange ventetider for en gruppe af eleverne gør det endnu vanskligere at få nok hænder på rattet.

Colourbox
14.12.21 DIB Nyheder

Foruroligende lang ventetid på køreprøver

Et betydeligt antal elever på chaufføruddannelsen må vente utilfredsstillende lang tid på at få et kørekort, mener ATL, DI Transport og 3F.

Et betydeligt antal chauffør-elever må vente over 100 dage på at få et kørekort på grund af ekstra helbredstjek. Det bør kunne løses hurtigere i disse digitale tider, mener ATL, DI Transport og 3F.

De tre organisationer kommer med et opråb til Færdselsstyrelsen, der 1. oktober overtog ansvaret for køreprøverne.

Den lange ventetid rammer især elever uden en helt ren helbredsattest. De kan have brug for en ekstra helbredsundersøgelse, eller de skal sende dokumentation for, at de er raske, før de får lov til at gå til køreprøve.

Hvis en kommende chauffør havner i den gruppe,  går der som regel over 100 dage - eller mindst tre en halv måned - før han eller hun kan komme til køreprøve, viser en rundspørge til AMU-centre og EUD-skoler, som TUR – Transporterhvervets Uddannelser har foretaget. 

- Det er utilfredsstillende, at kommende lastbilchauffører skal vente i månedsvis på at komme til køreprøve. Og det er endnu værre, at ventetiderne tilsyneladende bliver længere og længere. Hverken virksomheder eller elever er tjent med situationen. Derfor har vi skrevet til Færdselsstyrelsen og bedt dem om at prioritere området, siger Lars William Wesch, direktør i ATL.

5 procent af elever

På nogle uddannelsessteder er det fem procent af eleverne, som skal levere supplerende helbredsoplysninger – på andre skoler er det helt op til 40 procent. Tallene er et øjebliksbillede af situationen i uge 47, hvor TUR gennemførte undersøgelsen.

Ventetiden kan nemt blive længere end de tre en halv måned. Hvis eleven dumper enten den teoretiske eller praktiske prøve, er der en fornyet ventetid på mellem 7 og 60 dage.

- For en ung mand eller kvinde, som vil ud og arbejde som chauffør, er der tale om et urimelig lang ventetid. I et digitaliseret samfund, hvor myndighederne hurtigt kan udveksle oplysninger, bør det kunne gøres bedre. Vi risikerer, at eleverne springer fra uddannelsen og at branchen går glip af værdifuld arbejdskraft, siger Jan Villadsen, formand for 3F Transport.

Ventetider arvet fra politiet

De tre organisationer er opmærksomme på, at det kun er to en halv måned siden, at Færdselsstyrelsen fik ansvar for området. Styrelsen har langt hen ad vejen arvet de lange ventetider fra politiet, men situationen er ikke blevet bedre på seneste – kun værre.

- Vi er i en akut situation, som myndighederne bør sætte alt ind på at løse. Virksomhederne har store udfordringer med at skaffe kvalificerede medarbejdere, og de har ikke brug for at kommende medarbejdere bliver forsinkede på grund af et uhensigtsmæssigt bureaukrati, siger Michael Svane, branchedirektør i DI Transport.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Claus Kaae-Nielsen
Skrevet af:

Claus Kaae-Nielsen

Lars William Wesch

Lars William Wesch

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 4831
  • Mobil +45 4061 2007
  • E-mail lwh@di.dk

Relateret indhold