Templafy har trods coronakrisens bremse på rejsemulighederne ansat tæt på 100 nye medarbejdere i USA, fortæller Co-founder Christian Lund. Jobsamtaler og ansættelse foregår digitalt, både for it-specialister, men også i ledelseslagene.

Foto: Templafy
23.12.21 DIB Nyheder

Vækstkomet vil nå 800 medarbejdere på under 10 år

Massiv fremgang i USA, og coronakrisens efterspørgsel på digitale løsninger, skaber væksteventyr i softwarevirksomheden Templafy. DI i USA ser stort potentiale for virksomheder med digitale løsninger.

Nul ansatte i 2014, 200 ansatte i 2019, 400 i år og formentlig 800 i 2023. Softwarevirksomheden Templafy har tryk på væksten og tillid til at den ikke stopper endnu. En vækst trukket af beslutningen om at gå all in på det amerikanske marked – og med coronakrisen som en uventet ekstra løftestang.

- Vores kerneforretning er cloud-baserede løsninger, hvilket betyder, at man kan arbejde og løse sine opgaver uanset, hvor man er rent fysisk. Det så vi i 2018 et stort potentiale for i USA, hvor vi åbnede en afdeling med 16 medarbejdere og hvor en stor del af vores ledelse samtidig flyttede til New York. I dag drives den største del af vores vækst især af den beslutning, fortæller Co-founder Christian Lund og fortsætter:

- Og da coronakrisen så ramte os alle i starten af 2020 øgede det efterspørgslen efter vores løsninger, fordi virksomhederne havde brug for at deres medarbejdere kunne arbejde sikkert og digitalt med følsomme forretningsdokumenter fra hvor som helst. Mange virksomheder fremrykkede derfor deres digitalisering.

Templafy blev grundlagt i 2014 af Christian Lund og Henrik Printzlau med levering af cloudbaserede løsninger til håndtering af dokumenter som kernen i forretningen. Softwaren sikrer en enkel og smidig digital kommunikation på tværs af kundernes it-systemer, uden at sikkerheden går tabt. 

Væksteventyret har betydet, at Templafy i dag har omkring 200 medarbejdere i Danmark, 110 i New York og 30 i henholdsvis Sydney, Berlin og Eindhoven.

Ledere ansættes online

Og medarbejderne ansættes i en sådan hast, at der ikke er tid og mulighed for et fysisk håndtryk når jobkontrakten skrives under. Det sker også online.

- Det er ret interessant at opleve, for vi har jo eksempelvis ikke kunne rejse ret meget i USA de seneste to år, hvor vi er gået fra 16 til 110 medarbejdere. Jobsamtaler og ansættelse foregår derfor digitalt, både for it-specialister, men også i ledelseslagene, fortæller Christian Lund. 

Han pointerer, at de fortsatte problemer med at håndtere pandemien bekymrer på verdenssamfundets vegne.

- Men vi må også konstaterer, at efter den første voldsomme reaktion i begyndelsen af 2020, hvor alt lukkede ned - også hos os - kom markedet og investeringerne meget hurtigt tilbage igen. Og i dag har det betydet, at der er skabt mange nye online-baserede måder at gøre forretning på, siger Christian Lund.

Læs også: Cybersikkerhed i top på den digitale dagsorden

Vi har ikke længere et fysisk hovedkvarter i København, men det er ikke flyttet til andre lande. Det er nu online, fordi vi har vokset så meget flere steder. Christian Lund, Co-founder, Templafy

Mangel på medarbejdere

Den videre vækstrejse udfordres ikke af efterspørgslen, men af en grundlæggende ting, nemlig mangel på medarbejdere.

- Det som kan begrænse vores vækst er adgangen til talent. Der er meget konkurrence om dygtige medarbejdere, men vi har skabt et kreativt og super internationalt miljø, hvor den fysiske lokation er underordnet. Vi har været nødt til - og er gode til - at være dygtige til at ansætte medarbejdere, vi aldrig har mødt, siger Christian Lund.

60 nationaliteter er på lønningslisten, mens Templafy har skabt en onlinebaseret virksomhedskultur.

- Det er faktisk lykkedes for os ved at være enormt transparante. Eksempelvis har vi hver uge et onlinemøde, hvor alle medarbejdere deltager fra hver deres skærm. Det er vigtigt, at alle sidder hos dem selv. Her er der udveksling af oplysninger fra ledelsen og andre ting, fortæller Christian Lund.

At mødes fysisk er dog stadig en vigtig faktor. I sommer lykkedes det at samle alle i København, mens der løbende er regionale begivenheder, hvor Templafys ansatte møder hinanden – og så er der også afdelingskontorer, hvor en stor del har deres daglige gang.

Hovedkontor i skyen

Selv om Templafy startede ud af Danmark og stadig har den største afdeling herhjemme er hovedsædet flyttet væk. Ikke til USA, hvor en del af topledelsen bor, men derimod online.

- Vi har ikke længere et fysisk hovedkvarter i København, men det er ikke flyttet til andre lande. Det er nu online, fordi vi har vokset så meget flere steder. Vi driver stadig udviklingen af vores produkter fra den danske afdeling og vores virksomhedskultur er baseret på danske værdier, hvor hierakiet er meget begrænset. Og det vil vi fastholde, slutter Christian Lund.

DI: Stort potentiale i USA

I et bredere perspektiv kan andre danske virksomheder godt lade sig inspirere af Templafys amerikanske væksteventyr, fortæller DI’s chef i USA, Louis Funder. Han henviser, til at amerikanske investeringer i IT-produkter og services er vokset i mange år, mens landet er det globale omdrejningspunkt for cloud-løsninger. Og det kan være nemmere at få foden inden for, end man først kan tænke.

- Mange danske IT-virksomheder er jo født internationale. De kommunikerer på engelsk, har folk ansat flere steder på jorden og formentlig har et produkt eller service, der let kan eksporteres. Derfor er det heller ikke uoverskueligt eller voldsomt ressourcekrævende at give sig i kast med et amerikansk marked, som man måske skulle tro, siger Louis Funder og påpeger, at USA honorerer idérigdom og innovation, og er derfor åbne over for de udenlandske virksomheder, der udfylder et behov i markedet.

- Det handler om at gøre sit hjemmearbejde godt inden man forfølger forretningsmuligheder. Markedssegment og kunder skal identificeres, og der er måske behov for at tilpasse sit produkt eller for at imødekomme krav fra den amerikanske kunde i forhold til tilgængelighed eller data, siger Louis Funder.

Læs også; Positivt at virksomheder har oprustet digitalt under Covid-19

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Louis Funder

Louis Funder

Generel Manager, US

  • Direkte +45 3377 3784
  • Mobil +12028132276
  • E-mail lfk@di.dk

Relateret indhold