Industriens Hus dannede ramme om en reception for de 15 vindere af Danish Design Awards. På billedet ses Ambus vinderteam. Fra venstre: Caroline Lærke Oldin, ass Global Product Manager; Jesper Bartroff Frederiksen, Sen Project Management Specialist; Jonas Hjortlund, Mechanical Design Engineer; Lasse Johnsen, Module Manager; Jan Guldberg, Principal Engineer; Jens Frimann, VP GI innovation

09.12.21 DIB Nyheder

Vinder af Danish Design Awards: Stor glæde at se ens produkt gøre en forskel

Ambu A/S vinder Danish Design Award indenfor kategorien “Better Work”. Forude er gået et tæt samarbejde med læger og sygeplejersker om udvikling af en bronchosampler, der gør det lettere at tage prøver fra lungerne og rense patienters lunger og luftveje.

Vejen til godt og nyttigt design går ofte gennem nysgerrighed og samarbejde. Det ved de hos Ambu A/S i Ballerup, der i dag bliver hyldet i Industriens Hus ved en Winner Reception for de 15 vindere af Danish Design Awards.

Ambus hæder falder i kategorien ”Better Work”, som de vinder for udviklingen af deres aScope BronchoSamplerTM, der gør det lettere for læger og sygeplejersker at tage prøver fra lungerne og rense patienternes lunger og luftveje.

- Vi har tilbragt mange timer på intensiv- og lungeafdelinger med at observere, hvordan læger og sygeplejersker tager prøver og renser patienternes lunger. Og det var ret tydeligt, at der var nogle områder, hvor der var plads for forbedring, siger projektleder Jesper Bartroff Frederiksen fra Ambu A/S, der har været med siden projektets start i 2016.

På baggrund af observationerne og løbende feedback fra læger og sygeplejersker udviklede og testede Ambu et produkt, så der kunne tages prøver fra lungerne på en smartere, simplere og mere effektiv måde. En løsning, der ifølge designjuryen i DDA er kendetegnet ved flere innovationer – vel at mærke på et område, hvor der ikke er sket de store forandringer i metoderne siden 1970erne.

Dejligt at se produktet gøre en forskel

Ifølge Jesper Bartroff Frederiksen er produktet også blevet taget rigtig godt imod af læger og sygeplejersker i både ind og udland – og det har pæne salgstal i både Europa og USA.

- For alle udviklere er den fornemste hæder at se ens produkt gøre en konkret forskel i dagligdagen. Men der er ingen tvivl om, at det også er en stor ære at blive anerkendt ved Danish Design Awards, siger han og tilføjer:

- Og det er en ekstra glæde, at det er i kategorien ”better work”, for lige fra start af var vores mål, at vi skulle forbedre arbejdsgangene for læger og sygeplejersker.

Godt design giver gennemslagskraft

Ifølge medlemsdirektør i Dansk Industri Anders Søndergaard Larsen er Ambus løsning også et glimrende eksempel på, hvordan godt design kan gøre en afgørende forskel.

- Gennem kløgtigt og gennemtænkt design kan danske virksomheder for alvor tilføre produkter værdi i form af kvalitet og brugervenlighed – og det er blandt andet den merværdi, vi skal leve af i Danmark, siger han.

Christina Melander, programchef for Danish Design Award og programleder i Dansk Design Center, siger i en pressemeddelse:

- Jeg glæder mig over igen i år at se den kæmpe forskel, dansk design, designere og virksomheder skaber i hele samfundet. Spændvidden i årets løsninger vidner om, at det unikke DNA bag dansk design lever i bedste velgående og sikrer, at design fortsat er en afgørende styrkeposition for Danmark. Design gør en positiv forskel på alle måder: Fra det allermest private - det at prøve at få et barn - til at få flere til at spritte hænder midt i en ny runde af pandemien og skabe nye grønne, byrum for at afhjælpe klimakrisen.

Vinderne af de 15 kategorier, der i aften bliver hyldet er:

Better learning: NOTECH

Feel Good Product: Details Hand Sanitising Dispenser

Feel Good Furniture: A New Wave

Healthy Life: iV-GO®

Message Understood: The Denmark Pavilion

Liveable Cities: Enghaveparken - Climate Park

Outstanding Service: Captain Peter for Remote Container Management

Visionary Concepts: Ovum - A fertility tracking device

Save Resources: Bio PV - Solar Energy on Drained land

Game Changer: Målbar

Better Work: Ambu® aScope BronchoSamplerTM

Young Talent: Signe Ungermand og Maria Herholdt Engermann

Special awards: 

Icon: Vestas Wind Turbine

Employment Growth: Glad Fonden

People's Choice: Captain Peter for Remote Container Management

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

 

Lise Thomsen

Lise Thomsen

Fagleder, DI Kreative Erhverv

  • Direkte +45 3377 4795
  • Mobil +45 2949 4435
  • E-mail ltn@di.dk

Relateret indhold