Virksomhederne bløder en mia. i omsætning om dagen, mange børn og unge mistrives, og hele samfundet har brug for vished, siger adm. direktør Lars Sandahl Sørensen, DI.

24.02.21 DIB Nyheder

DI: Delvis genåbning må ikke føre til forsømt forår

Regeringen, SF, Radikale Venstre og Enhedslisten er blevet enige om en delvis genåbningsplan. DI mener, det er et skridt i den rigtige retning men påpeger, at vi ikke må få et forsømt forår.

Store dele af detailhandlen, udendørs kulturinstitutioner, dele af det udendørs idrætsliv og nogle uddannelsesinstitutioner må genåbne. Det er blandt elementerne i en aftale mellem regeringen, SF, Radikale Venstre og Enhedslisten.

- Enhver genåbning er grundlæggende en god genåbning. Der er brug for at få tøet Danmark op, vores børn tilbage i skolerne og vores økonomi op i omdrejninger. Derfor er den delvise genåbning, der nu er lagt frem, et skridt i den rigtige retning. Ligesom det er vigtigt, at de store forretninger på over 5.000 kvm kan åbne for et begrænset antal kunder, siger adm. direktør Lars Sandahl Sørensen, Dansk Industri (DI).

Han mener også, at det siger sig selv, at genåbningen ikke kan stoppe her.

- Nu gælder det hurtigst muligt om at få nye beregninger for de næste skridt og en langsigtet plan for en fuld genåbning. Vi må ikke få et forsømt forår. Virksomhederne bløder en mia. i omsætning om dagen, mange børn og unge mistrives, og hele samfundet har brug for vished, siger direktøren.

Læs også: Sådan bruger du statens nye låneordninger

Partier skal finde hinanden

DI opfordrer til, at Folketingets partier finder hinanden igen om de næste skridt.

- Danmark har under hele krisen nydt godt af et bredt samarbejde, som vi ikke må give køb på nu. Vi bliver fortsat nødt til at tænke både kreativt og pragmatisk i forhold til alle restriktionerne. Og insistere på fremadrettet at blive ved med at finde fleksible og forståelige løsninger, så vi forsvarligt kan genåbne mere, siger Lars Sandahl Sørensen.

Det gælder eksempelvis gennem en øget testning og ved at indføre booking af timeslots, så man undgår, at for mange mennesker er samlet ad gangen. På den måde bør forretninger, restaurationer, kulturoplevelser, attraktioner og idrætsaktiviteter over en bred kam kunne genåbne hurtigst muligt, hvor det er muligt at indrette sig forsvarligt.

- På samme måde kan vi få sat skub i at få alle børn tilbage på skolebænken og væk fra skærmen ved at indtænke nye redskaber som forskudt undervisning, så eleverne kun møder fysisk i skole op til 3 dage i ugen, mens der skrues op for krav om f.eks. hyppige test og afstand, siger Lars Sandahl Sørensen.

Læs også: Bilbranchen i DI: Bilsalget rammes unødvendigt hårdt

Fremskynd coronapasset

En øget genåbning kan ifølge direktøren også speedes op, hvis et coronapas fremskyndes mest muligt, så det bliver nemt for den enkelte borger at fremvise bevis for immunitet, vaccine eller nylig test.

- Derfor er et coronapas sammen med massetests og en målrettet teststrategi centrale redskaber i den konstruktive plan for en forsvarlig og fuld genåbning af hele samfundet, som vi har fremlagt i DI. Senest når de +50-årige er blevet vaccineret, bør hele samfundet kunne åbnes, siger Lars Sandahl Sørensen.

Han understreger, at der følger et fælles ansvar med en øget genåbning.

- Hvis der opstår et pludseligt udbrud af COVID-19, som vi har set i Kolding, skal der gribes ind lokalt hurtigt og effektivt. Lokale nedlukninger er langt at foretrække frem for nationale, siger Lars Sandahl Sørensen.

Læs også: Rådgivere hjælper med corona-kommunikation: ”Det bliver næppe mere meningsfuldt”

Info om COVID-19

Find DI’s og myndigheders hjælp, links og kontaktpersoner på dette site, hvor du også kan se arbejdsgivernes FAQ og DI’s svar.

Få vejledning om coronavirus

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Rasmus Anderskouv

Rasmus Anderskouv

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3853
  • Mobil +45 2949 4621
  • E-mail raa@di.dk

Relateret indhold