Bilforhandlerne har masser af plads i deres udstillings-haller - men de må ikke lukke en eneste kunde ind, selv om  det ikke kolliderer med coronarestriktionernes afstandskrav.

16.02.21 DIB Nyheder

Genåbning - 5 tiltag som kan hjælpe erhvervsliv her og nu

Hvorfor vente? Dele af det nødlidende erhvervsdrivende kan få hurtigt gavn af fem lempelser, der  ikke går på kompromis med sundheden, påpeger DI. Bilforhandlere klar med konkret løsning.

Hvorfor vente til 1. marts eller til alle er vaccineret, hvis vi kan begynde en genåbning i morgen. Sådan lyder det fra DI’s politiske direktør, Emil Fannikke Kiær, der er klar med fem konkrete områder, hvor genåbningen kan iværksættes her og nu takket være de faldende smittetal.

Det vil hjælpe et nødlidende erhvervsliv og give danskerne adgang til at gå på arbejde, besøge visse butikker - eller se på ny bil.   

- Det behøver ikke være alt eller intet, når det kommer til restriktioner. Når de ikke virker eller bare ikke giver mening, må regeringen, Folketinget og erhvervslivet i fællesskab finde konkrete løsninger. Det er sådan, vi kommer videre nu, siger DI-direktøren og fortsætter:

- Derfor kommer vi med nogle forslag til, hvordan lige så stille kan begynde en fleksibel lempelse af restriktionerne, så vi løbende kan få gang i erhvervslivet og i samfundet igen.

Forslagene kommer i forlængelse af DI's genåbningsplan, som blev fremlagt tidligere i februar. Læs mere om planen her: Dansk Industri er klar med genåbningsplan for Danmark

Bilforhandlere har plads til sikker genåbning

Bilforhandler Peter Kjærsgaard, Kjærsgaard Auto Aalborg A/S, håber det bliver muligt igen snart at åbne op.

- Jeg har en biludstilling på 2000 kvadratmeter, hvor jeg i dag ikke må lukke en eneste kunde ind. Vi har naturligvis forståelse for, at vi ikke blot kan slå dørene op så alle frit kan komme og se på biler. Men vi vil fint kunne håndtere at genåbne gradvist på en sundhedsforsvarlig måde, siger han.

Det kan eksempelvis være ved, at kunder online booker en tid på forhånd. Dermed kan besøgene spredes ud.  

- Det vil vi kunne styre sikkert, og det vil give os en mulighed for at vinde en del af det tabte tilbage, for coronakrisen har betydet et markant fald i bilsalget, siger Peter Kjærsgaard.

Han vurderer, at op mod 70 procent af alle bilhandler er gået tabt.

DI-direktør Emil Fannikke Kiær pointerer, at befolkningens opbakning til nedlukningen kan smuldre, hvis man ikke kan se meningen med kravene.

- Det giver eksempelvis ikke mening, at Kjærsgaard Auto ikke må lukke en eneste kunde ind på sine 2000 kvadratmeter, når Bilka har lov til at lukke rigtigt mange kunder ind. Og når det ikke giver mening, så falder folks støtte og tillid til coronarestriktionerne, siger han.

Læs også: Bilsalget rammes unødvendigt hårdt

Det vil give os en mulighed for at vinde en del af det tabte tilbage, for coronakrisen har betydet et markant fald i bilsalget. Peter Kjærsgaard, adm. direktør, Kjærsgaard Auto Aalborg A/S og formand for Bilbranchens bestyrelse

5 konkrete tiltag til åbning her og nu

Netop kundemøder i forskellige forretninger er også et af fem forslag fra Dansk Industri.

1 – Lad flere gå på arbejde

I kommuner og på øer, hvor der er færre end 20 smittede per 100.000 indbyggere, og som derfor ligger under myndighedernes såkaldte bekymringsgrænse, bør det være muligt at gå på arbejde.

Det kan suppleres med anbefalinger om forskudte arbejdsdage af pladshensyn.

Dermed kan virksomheder i dele af Danmark lade flere komme på arbejde, uden at de går imod regeringens anbefalinger. Det øger produktivitet og trivsel.  

2 - Udendørs aktiviteter

Mange udendørs kulturoplevelser, attraktioner og idrætsaktiviteter kan indrette sig, så smitterisiko er lille. Det bør derfor være muligt at genåbne de steder og aktiviteter, hvor kravet til areal per person og afstand mellem gæsterne allerede nu kan overholdes. Det vil være muligt for mange udendørs sports- og kulturoplevelser, i forlystelsesparker, klatreparker, seværdigheder og attraktioner, zoologiske haver, sejl- og løbeklubber. 

Det kan for eksempel gøres ved at indføre booking af timeslots, så man undgår for mange gæster ad gangen og ophobninger under besøget. De steder og aktiviteter bør kunne genåbne helt eller delvist.

3 - Kundemøder i butikker

Butikker som f.eks. bilforhandlere og byggemarkeder med store arealer, og hvor kunderne typisk har brug for at se, mærke eller prøve varen, bør have mulighed for åbne for kunder, der på forhånd har booket tid til et møde eller besøg i butikken/showroom.

Aftalen med kunden kan bookes online, via telefon eller mail, så det er muligt at kontrollere efterfølgende. Og modellen vil også kunne bruges af forretninger som f.eks. møbelhandlere, køkkenforretninger, fliseforretninger eller andre, der sælger varer til byggeprojekter. 

4 - Deltag i kurser og workshops

I en lang række tilfælde er det muligt at afholde kurser, workshops mv. med flere end fem kursister forsvarligt. Blandt andet bør kursusarrangører og andre kunne forhøje antallet af kursister, når kurset holdes på virksomheder, hvor medarbejderne i forvejen møder ind på arbejde og er sammen.

Det samme gælder på hoteller og hos andre professionelle arrangører. Alle steder skal det naturligvis kombineres med brug af nødvendige værnemidler, som sikrer, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt. 

5 - Mulighed for at bytte varer

Kunder i detailhandelen bør have mulighed for at reklamere over og bytte deres varer på en sundhedsmæssig forsvarlig måde i butikken, f.eks. efter samme model som ”click & collect” fungerer efter i dag.

Læs også: Danmark skal senest være genåbnet helt, når +50årige er vaccineret

Info om COVID-19

Find DI’s og myndigheders hjælp, links og kontaktpersoner på dette site, hvor du også kan se arbejdsgivernes FAQ og DI’s svar.

Få vejledning om coronavirus

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Emil Fannikke Kiær

Emil Fannikke Kiær

Erhvervs- og Medlemsdirektør

  • Direkte +45 3377 3032
  • Mobil +45 2476 7713
  • E-mail efk@di.dk

Relateret indhold