Jobsikkerheden er stor for erhvervsuddannelserne. Mere end 80 pct. af de nyuddannede faglærte i 2019 var i beskæftigelse tre måneder efter deres sluteksamen. Elektrikere, VVS’ere og industriteknikere runder endda 90 pct.

26.02.21 DIB Nyheder

DI-opråb til de unge: Husk erhvervsuddannelser

Mandag er skæringsdag for 9.-10. klassers valg af videre uddannelsesvej. Vælger de unge som i de forudgående år, vil alt for få blive faglærte. Der er brug for et tættere samarbejde med folkeskoler og gymnasier, mener DI.

Den 1. marts markerer årets første forårsdag, hvor vi kan vælge at tro på, at det er slut med nattefrost og risiko for sne. Vælge skal også tusindvis af landets unge. 1. marts er nemlig skæringsdag for valg af uddannelsesvej efter folkeskolen.

Og set med erhvervslivets briller bør flere sætte kursen mod en af landets mere end 100 erhvervsuddannelser – uanset om det er direkte fra folkeskolen, som student eller senere i livet. Selv om der sidste år er indgået godt 2.500 flere lærepladsaftaler end i 2019, halter det med at få unge fra både folkeskolen og gymnasierne til at søge mod de faglærte uddannelser.

De sidste 10 år har hver femte elev fra 9. og 10. klasse valgt en erhvervsuddannelse, mens syv ud af ti sætter kurs mod gymnasiet og HF. Den tendens skal der gøres op med, påpeger DI’s underdirektør for erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser, Lone Folmer Berthelsen.

 - Selv om der er gjort ihærdige forsøg på at gøre de unge opmærksom på de gode karrieremuligheder en faglært uddannelse giver adgang til, er det desværre ikke lykkedes at få flere unge til at vælge erhvervsuddannelserne, siger hun.

Læs hele analyse om behov for erhvervsuddannelser

Hårdt brug for næste generation

Behovet stiger i takt med, at de faglærte i virksomhederne bliver ældre.

- Hvis der ikke kommer flere til, står vi med en massiv mangel på kvalificeret arbejdskraft, når mange faglærte går på pension de kommende år, siger Lone Folmer Berthelsen.  

Især i industrien er mange faglærte oppe i årene. Knapt halvdelen af de faglærte var i 2019 fyldt 50 år, mens hver tredje var over 55 år. På blot ni år er andelen af faglærte medarbejdere i industrien, der har rundet 50 år, steget med 14 procentpoint.

-  Særligt inden for de tekniske erhvervsuddannelser er der hårdt behov for at flere unge stempler ind, fordi det især er de unge, der skal være med til at skabe fundamentet for udviklingen i fremtiden. Det fokus er vigtigt at fastholde, siger Lone Folmer Berthelsen.

Læs også: Praktiske uddannelser lider under corona

En klar forudsætning for at oprette endnu flere lærepladser er, at eleverne er der. Lone Folmer Berthelsen, Underdirektør

Gymnasier skal tænke faglært

Hun anser det derfor som nødvendigt, at både folkeskoler og gymnasier arbejder tættere sammen med erhvervsuddannelserne. Teori og praksis skal kobles tættere sammen, samtidig med at studievejledningen til folkeskoleelever og gymnasielever skal gøre endnu mere for også  at profilere den faglærte karrierevej.

Derfor kæmper DI for, at Studievalg Danmark nu også skal vejlede gymnasieelever mod erhvervsuddannelserne, ligesom DI og Dansk Metal har foreslået, at der oprettes gymnasiale studieretninger, som forbereder til både erhvervsuddannelser og praksisrettede videregående uddannelser.

- Erhvervsuddannelserne giver fantastiske kreative muligheder, hvor de unge får en arbejdsglæde ved at skabe konkrete resultater og opleve produkter af deres indsats. Samtidig er der også en stor jobsikkerhed samt gode muligheder for at videreuddanne sig. Den information skal vi sikre når helt ud til de unge på folkeskolen og i gymnasierne, siger Lone Folmer Berthelsen.

Stor jobsikkerhed

Jobsikkerheden er lysende klar i tallene: Mere end 80 pct. af de nyuddannede faglærte i 2019 var i beskæftigelse tre måneder efter, de fik deres eksamen. Elektrikere, VVS’ere og industriteknikere runder endda 90 pct.

I samme periode var 28 pct. af studenterne fra 2017  – eller 12.700 unge mennesker – endnu ikke i gang en erhvervsuddannelse eller en videregående uddannelse i 2019, altså to år efter de fik studenterhuen på.

Flere lærepladser i virksomhederne

Samtidig er virksomhederne blevet bedre til at oprette lærepladser. I december 2020 blev der indgået 5 pct. flere lærepladsaftaler end i 2015. Der er bl.a. tale om, at flere af de helt unge elever under 20 år har fået en læreplads. Særligt inden for byggeriet har der været en fremgang i antallet af lærepladsaftaler. ’-

- En klar forudsætning for at oprette endnu flere lærepladser er, at eleverne er der. Flere unge skal have øjnene op for erhvervsuddannelserne og for de mange mulighederne, uddannelserne giver. Vi går derfor gerne ind i et konstruktivt samarbejde med kommuner, erhvervsskoler, gymnasier og andre, for vi har alle en interesse i, at det skal lykkedes, siger Lone Folmer Berthelsen.

Læs også: Risiko for mange ufaglærte med studenterhue

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Lone Folmer Berthelsen

Lone Folmer Berthelsen

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 4818
  • Mobil +45 4032 0943
  • E-mail lofb@di.dk

Relateret indhold