Dyster januar for detailhandlen
Nye tal: Detailsalget dykkede markant i januar, viser nye tal fra Danmarks Statistik
Detailhandlen faldt med 5 procent i januar sammenlignet med måneden før, viser tal fra Danmarks Statistik. Nedlukningen rammer virksomhederne hårdt. Derfor er det vigtigt med en snarlig genåbning, vurderer DI.
- Det er ikke nogen overraskelse, at detailsalget faldt i januar, men det har været lidt af en gyser, hvor stort faldet ville blive, når store dele af den fysiske detailhandel har været lukket. 5 procent er bedre end frygtet, da det er nogenlunde som nedlukningen sidste forår, hvor flere detailbutikker faktisk kunne holde åbent, siger Morten Granzau, underdirektør i DI.
Med en nedgang på 43 procent i januar er det især blandt forhandlere af tøj, sko og børnetøj, at omsætningen er faldet.
- Mange butikker har stået for skud under nedlukningen, og risikoen for butiksdød blandt de små butikker i landets gågader er stor. Danskerne vil gå på restaurant og til frisøren, når samfundet åbner igen. Men detailbutikkerne vil fortsat møde hård konkurrence fra onlinebutikker, siger Morten Granzau.
Bag nedgangen i handlen sker der også store ændringer i måden, som danskerne foretager deres detailkøb.
- Omsætningen i dansk online handel er steget med vilde tocifrede vækstrater i 2020. Med en vækst på 38 procent er det især produkter til personlig pleje, som forbrugerne oftere har lagt i de online indkøbskurve. Handlen tog allerede fart under nedlukningen i foråret, hvor vi sad hjemme og manglede underholdning, siger Morten Granzau.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.