25.02.21 DIB Nyheder

Erhvervslivets humør i tilbagegang for anden måned i træk

Nye tal: Særligt erhvervstilliden i detailbranchen har taget et markant dyk. Branchen har været hårdt ramt af den lange nedlukning, og mange butikker har ikke haft besøg af kunder siden julehandlen.

Erhvervstilliden i danske virksomheder er faldet for anden måned i træk. Men faldet er heldigvis lavere, end hvad man kunne frygte, og det er stort set kun drevet af mere sortseende virksomheder inden for detailhandelen. Det konkluderer DI på baggrund af nye tal, der viser, at erhvervstilliden er faldet blandt danske virksomheder.

- Erhvervstillidens dyk er markant lavere, end hvad vi så under nedlukningen i foråret. Det er en god nyhed, som nok også skal ses i lyset af virksomhedernes tro på en mere normal hverdag, når vaccinerne er rullet ud, siger Morten Granzau, chef for økonomisk politisk og analyse i Dansk Industri (DI).

- Den delvise genåbning er et skridt i den rigtige retning, men svarene er indsamlet før ugens udmeldinger, så det er ingen stor overraskelse, at der ikke er den store optimisme at spore i dagens tal. Februar har været en måned med stor usikkerhed for mange virksomheder, siger Morten Granzau.

- Dykket i erhvervstilliden hænger sammen med, at detailhandlen har været meget hårdt ramt af den lange nedlukning. Mange butikker har ikke haft besøg af kunder siden julehandlen. Servicebranchen presser også erhvervstilliden ned, da blandt andet virksomheder inden for oplevelsesøkonomien har været påvirket af restriktioner i et år. Genåbningen af mange butikker og udendørs kulturinstitutioner vil give brancherne lidt tiltrængt medvind, siger Morten Granzau.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at den samlede erhvervstillid er faldet til en værdi på 92,4 i februar. En værdi på 100 angiver gennemsnittet for perioden 1990 til 2018. Værdier under 100 signalerer, at stemningen i danske virksomheder er dårligere end i en normal måned.

 

- Nedlukningen af samfundet bremser den tiltrængte fremgang i aktiviteten, som erhvervslivet har så hårdt brug for. Vi har snart vaccineret alle personer i risikogruppen for et alvorligt forløb med coronavirus, og selvom den delvise genåbning er en god start, så har virksomhederne behov for en langsigtet plan for en fuld genåbning. Hver dag med restriktioner koster danske virksomheder og arbejdspladser dyrt, siger Morten Granzau.

 

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Morten Granzau Nielsen

Morten Granzau Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 4676
  • Mobil +45 2245 4620
  • E-mail mogr@di.dk

Relateret indhold