Fra venstre: Borgmester i Lolland Kommune Holger Schou Rasmussen, formand for DI Lolland-Falster Kim Frimann og John R. Pedersen, Jim Høj og Kristoffer Rauff alle DAN-PROJECT ApS partnere. Foto: Lars Magnus Christensen, DI.

03.03.21 DIB Nyheder

Arkitektfirma i Søllested får initiativpris

Arkitektvirksomheden DAN-PROJECT ApS har over de seneste fire år fordoblet bruttofortjenesten og øget medarbejderstaben. Succesen skyldes ikke mindst en solid lokal forankring på Lolland-Falster og Sydsjælland med gode referencer fra tidligere projekter. Derfor modtager DAN-PROJECT ApS DI Lolland-Falsters Initiativpris 2020.

DAN-PROJECT ApS yder arkitektrådgivning i forbindelse med byggeprojekter. Virksomheden tilbyder rådgivning under hele processen - fra bygningen kun er en tanke til den står færdig.

- Initiativprisen er en anerkendelse af det hårde arbejde, som vi alle lægger i virksomheden. Vi synes selv, at vi gør det godt, men det betyder rigtig meget, når andre også ser det, siger direktør Jim Høj, der er en af de to ejere af DAN-PROJECT ApS.

DAN-PROJECTS anden ejer, John R. Pedersen tilføjer:

- Virksomhedens DNA er lokal involvering og 100 procents tilstedeværelse gennem hele byggeprocessen på vores projekter. Det ved vores kunder, og derfor har vi fået opbygget stærke lokale relationer. Det betyder, at vi bliver inviteret med gang på gang.

Derudover satser DAN-PROJECT ApS på bæredygtigt og svanemærket byggeri.

 - Der er en stigende efterspørgsel på bæredygtigt byggeri, og det er et område, hvor vi allerede er involveret i flere projekter. I fremtiden skal vi styrke vores kompetencer inden for dette felt gennem uddannelse af vores medarbejdere, siger Jim Høj.

Virksomheden beskæftiger i dag 12 medarbejdere, som er den vigtigste ressource, og det lykkes hele tiden at tiltrække kompetent arbejdskraft til virksomheden i Søllested. Senest er arkitekt Kristoffer Rauff blevet ansat som en del af et generationsskifte og skal indtræde i ejerkredsen fra 1. april. Kristoffer er uddannet bygningskonstruktør og arkitekt MAA med erfaring fra både indland og udland. I dag bor Kristoffer i lokalområdet, hvor han engagerer sig socialt og kulturelt.    

DAN-PROJECT ApS har klaret sig igennem den nuværende sundhedskrise, hvor en stor del af opgaverne er løst fra hjemmearbejdspladser, og derfor har der ikke været brug for at trække på ordningen om lønkompensation.

- DAN-PROJECT ApS er et lysende eksempel på en virksomhed med initiativ og vækstambitioner, som fokuserer på at være tilstede lokalt og skabe gode relationer. Ejerne har skabt en attraktiv arbejdsplads, der kan tiltrække kompetente medarbejdere fra hele regionen, siger Kim Frimann formand for DI Lolland-Falster.

DAN-PROJECT ApS fik overrakt Initiativprisen på virksomhedens adresse Højrebygade 68, Søllested den 3. marts 2021 kl. 14. Ved prisoverrækkelsen deltog borgmester i Lolland Kommune Holger Schou Rasmussen og formand for DI Lolland-Falster Kim Frimann.

Fakta om DAN-PROJECT ApS

  • Etableret i 1990 af Niels Monefeldt og John R. Pedersen
  • Ejes i dag af arkitekterne Jim Høj og John R. Pedersen
  • Virksomheden beskæftiger sig med arkitektrådgivning inden for alle former for byggeri.
  • Virksomheden tegnestue i Søllested fra 1990.
  • Virksomhedens bruttofortjeneste i 2019/20 blev på 6,7 mio. kr. og årets resultat på 748 t.kr.

Fakta om Initiativpris 2020

Prisen uddeles som en hyldest til virkelysten, kreativiteten og skabertrangen blandt de mindre og mellemstore virksomheder i DI's medlemskreds.

Det er bestyrelsen i den pågældende regionalforening, der udpeger modtager af Initiativprisen.

Kriterierne for Initiativrisen er:

  • Virksomheden må ikke have over 100 ansatte.
  • Virksomheden skal gennem særligt initiativ og virkelyst inden for afsætning, teknologi, uddannelse eller andre områder gennem en kortere årrække have skabt grundlag for vækst.
  • Der vil også blive lagt vægt på udviklingen i nøgletal, eksempelvis omsætningen (bruttoavancen), årets resultat, egenkapitalen og/eller antal ansatte de seneste år.
  • Virksomheden skal være fuldt medlem af DI eller være associeret.

For yderligere oplysninger kontakt:

  • Formand Kim Frimann, DI Lolland-Falster, telefon 6130 1919
  • Ejer Jim Høj, DAN-PROJECT ApS, telefon 4010 0724
  • Ejer John R. Pedersen, DAN-PROJECT ApS, telefon 4025 7428
  • Chefkonsulent Lars Magnus Christensen, DI Lolland-Falster, telefon 4127 2838

 

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Lars Magnus Lund Christensen

Lars Magnus Lund Christensen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3087
  • Mobil +45 4127 2838
  • E-mail lmlc@di.dk

Relateret indhold