10.03.21 DIB Nyheder

Danskernes købekraft stiger med 500 kr. om måneden

Nye tal for forbrugerpriser giver håb i DI om forbrugsboom, når samfundet åbner.

Danskerne kan glæde sig over at have godt 500 kr. mere til overs til forbrug hver måned. Den glædelige nyhed skyldes, at forbrugerpriserne kun stiger ganske svagt for tiden. Nye tal fra Danmarks Statistik viser en vækst i forbrugerpriserne på 0,6 pct. det seneste år.

- De fortsat beskedne prisstigninger øger forbrugernes købekraft. Med en uændret lønstigningstakt stiger forbrugernes realløn med 1,4 pct. om året. Det svarer til en forøgelse af den disponible realløn på godt 500 kr. om måneden for en gennemsnitlig lønmodtagerfamilie, siger underdirektør i DI, Morten Granzau.

- Priserne stiger stort set kun, fordi cigaretafgifterne blev forhøjet fra april 2020. Uden disse afgiftsforhøjelser ville vi stort set ikke have set prisstigninger det seneste år, siger Morten Granzau.

- Den lave inflation understøtter forbruget. Nedlukningerne af en række erhverv og den store usikkerhed trækker dog i den modsatte retning. Men fortsat lav inflation og øget købekraft kan give et forbrugsboom, når samfundet igen åbnes helt op, siger Morten Granzau.

Morten Granzau Nielsen

Morten Granzau Nielsen

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 4676
  • Mobil +45 2245 4620
  • E-mail mogr@di.dk

Relateret