Det er også på høje tid, at liberale erhverv og storcentre kan åbne efter påske, efter vi har set en succesfuld åbning af detailhandlen, siger DI's adm. direktør Lars Sandahl Sørensen.

23.03.21 DIB Nyheder

DI: Virkelig godt med bred aftale om genåbning

Folketinget baner vej for fuld genåbning, når alle over 50 år er vaccineret. Nu lysner det forude, mener DI.

Liberale erhverv som frisører genåbner efter påske, flere unge kommer i skole, mens mindre storcentre åbner fra 13. april.

Det er elementer i den mere langsigtede aftale om genåbning af Danmark efter coronakrisen, der mandag aften faldt på plads i Folketinget efter flere timers forhandlinger.

- Det er virkelig godt for Danmark med en bred genåbningsaftale, hvor røde og blå partier sammen tager ansvar for at sikre den vished i samfundet, som vi i erhvervslivet har efterspurgt længe, siger DI’s adm. direktør Lars Sandahl Sørensen og tilføjer:

- Ikke mindst er vi meget tilfredse med enigheden omkring en fuld genåbning, når alle over 50 år er vaccineret, og at coronapasset bliver taget i brug for at kunne åbne tidligere.

Slut med nedlukningers mørke tid

Påsken bliver lang for de mange, som stadig er ramt af restriktioner, men nu lysner det.

- Prioriteringsrækkefølgen i aftalen ser ved første øjekast fornuftig ud, selvom vi naturligvis gerne havde set, at genåbningen kunne iværksættes hurtigere. Med dagens aftale kan vi forhåbentligt endegyldigt lægge de brede nedlukningers mørke tid bag os, siger Lars Sandahl Sørensen. 

- Og det er også på høje tid, at liberale erhverv og storcentre kan åbne efter påske, efter vi har set en succesfuld åbning af detailhandlen, hvor danskerne igen har vist, at de tager ansvar for en sikker genåbning, fortsætter han. 

Læs også: Danmark skal senest være genåbnet helt når +50årige er vaccineret

Hjælpepakker til restriktioner er slut

Det er samtidig vigtigt at holde fast i hjælpepakker og kompensationsordninger, så længe der ikke er tale om en fuld genåbning, pointerer han videre. Ellers risikerer man at virksomheder bukker under, også her i slutfasen.

- Derudover er der herefter behov for en ekstra målrettet hånd til de brancher, som har været ekstraordinært hårdt ramt af langvarige tvangslukninger og som ikke kan komme op i omdrejninger på få dage, som f.eks. oplevelsesindustrien, siger han.

Læs også: DI: Forlæng hjælpepakkerne nu

DI: Smitten skal stadig slås effektivt ned

Lars Sandahl Sørensen ser dagens aftale som et skulderklap til fællesskabet, som samtidig også stiller krav til samme fællesskab om fortsat ansvarlighed. For selv om Danmark nu har lagt kursen mod fuld genåbning, så er coronakrisen ikke nødvendigvis afsluttet.

- Mange lande omkring os står midt i en tredje bølge, så det er afgørende, at vi bliver ved med at passe på hinanden og lade os teste, så vi kan slå smitten ned effektivt og lokalt frem for at skulle lukke mere ned igen, slutter Lars Sandahl Sørensen.

Info om COVID-19

Find DI’s og myndigheders hjælp, links og kontaktpersoner på dette site, hvor du også kan se arbejdsgivernes FAQ og DI’s svar.

Få vejledning om coronavirus

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Emil Fannikke Kiær

Emil Fannikke Kiær

Erhvervs- og Medlemsdirektør

  • Direkte +45 3377 3032
  • Mobil +45 2476 7713
  • E-mail efk@di.dk

Relateret indhold