Fordi vi alle har løftet i flok og erhvervslivet over en bred kam har påtaget sig et enormt ansvar, står samfundet overordnet nu et markant bedre sted, end vi kunne have frygtet for et år siden, siger Lars Sandahl Sørensen. 

11.03.21 DIB Nyheder

DI's topchef gør status efter et år med corona: Virksomhederne har kæmpet og set muligheder

DI’s administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen er imponeret af virksomhederne og deres medarbejderes indsats i en ekstrem tid. Danmark står i dag et bedre sted end frygtet for et år siden, konkluderer han.

Danske virksomheder og deres medarbejdere har ydet en ekstraordinær indsats under corona. De har holdt Danmark og økonomien i gang under ekstremt svære kår. Sådan konkluderer DI’s topchef Lars Sandahl Sørensen på dagen for 1-året for nedlukningen af Danmark.

- Selvom virksomhederne operer i en usikker tid, og det er utrygt for medarbejderne, om virksomheden kan overleve og deres job er i fare, så har de kæmpet videre, investeret, set muligheder og ikke givet op, siger han.

Det ændrer selvfølgelig ikke på, at der er brancher, som er ramt særligt hårdt og som det vil tage lang tid at genrejse, påpeger topchefen.

- Men fordi vi alle har løftet i flok og erhvervslivet over en bred kam har påtaget sig et enormt ansvar, står samfundet overordnet nu et markant bedre sted, end vi kunne have frygtet for et år siden. 

Verden forandres: Se mulighederne

Ifølge DI’s adm. direktør er det vigtigt også at kigge frem og udnytte de muligheder, som forandringer også skaber.

- Verden bliver aldrig den samme som før corona. Før har vi mest talt om disruption, men dette er den største disruption nogensinde. Alt fra hvordan vi omgås til hvad vi prioriterer som mennesker er ændret. Det samme er konkurrencesituationen for vores virksomheder, siger han og tilføjer:

-Derfor er fremtiden forbundet med enorm usikkerhed, og hvis vi ikke passer på, snubler vi. Det kræver genåbning og genrejsning af landet - og eksempelvis initiativer for vores eksportvirksomheder. Vi skal gribe de muligheder, som forandringer også skaber. Det er jeg sikker på, at vi også kan. 

Lars Sandahl Sørensen peger specifikt på, at store opgaver med grøn omstilling og digitalisering presser sig på.

- Danmark har en enestående chance både for vores samfund og vores børn, men også internationalt. Vi skal gribe denne chance.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Søren Langelund

Søren Langelund

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3059
  • Mobil +45 2091 9335
  • E-mail slan@di.dk

Relateret indhold