08.03.21 DIB Nyheder

Industrien holder liv i dansk økonomi

Nye tal: Industrien sikrer, at dansk økonomi fortsat har en bankende puls. I januar steg produktionen med 2 procent.

Industriens produktion steg med 2,0 procent i januar. Set over de seneste tre måneder steg industriproduktionen med 5,0 procent, viser tal fra Danmarks Statistik. 

- Industrien sikrer livgivende pulsslag til dansk økonomi i januar. Det er utrolig vigtigt i en tid, hvor der er lukket for butikker, bilhandlere, frisører, rejser og fornøjelser, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri. 

- Industrien er en utrolig vigtig motor i dansk økonomi. Vi har brug for at holde gang i industriens produktion, særligt i en tid hvor mange andre brancher er lukket af restriktioner, siger Allan Sørensen.

- Industrien har heldigvis holdt gang i hjulene i de seneste måneder, hvor stigende smittetal og restriktioner ellers har udfordret virksomhederne. Det er vigtigt, at industrien kan fortsætte de positive takter, så vi kan begynde at indhente det tabte. Industriens samlede produktion faldt med 3,7 procent i 2020, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri. 

Ifølge Danmarks Statistiks omsætningsindeks for industrien faldt industrivirksomhedernes eksport med 2,5 procent i januar.

- Industrien sælger hovedparten af produkterne til udlandet, men rejserestriktioner og nedlukninger i udlandet udfordrer eksporten. Det er afgørende, at vi hurtigst muligt kan få sælgere og teknikere ud til de store eksportmarkeder. Hjælp til digitalisering og markedsføring vil også styrke eksporten via nye online salgskanaler, siger Allan Sørensen.

Allan Sørensen

Allan Sørensen

Cheføkonom

  • Direkte +45 3377 3912
  • Mobil +45 2990 6323
  • E-mail als@di.dk

Relateret