Trods corona: Kun beskedent fald i danske patentansøgninger
Danmark er det tredjemest innovative land blandt Det Europæiske Patentkontor EPOs 38 medlemslande. Især life science industrien er aktive ansøgere, mens SMV’er med fordel kunne søge flere patenter, mener DI.
På trods af corona-pandemien og nedlukningen af Danmark har danske virksomheder vist stærke innovative takter med et højt niveau af patentansøgninger til det europæiske marked. Det viser en ny opgørelse fra Det europæiske Patentkontor (EPO) ifølge en pressemeddelelse fra Patent- og Varemærkestyrelsen.
- Innovationen hos danske virksomheder spiller en afgørende rolle for, at vi i Danmark kommer godt ud af pandemien og får genoprettet dansk økonomi. Selvom vi endnu ikke kender de fulde konsekvenser af corona-pandemien og ikke kan forudsige, hvad der kommer til at ske de næste måneder og år, så er det glædeligt, at danske virksomheder fortsat har et højt niveau af innovation. Det indikerer, at der er en stærk innovationskraft i Danmark, siger Sune Stampe Sørensen, direktør i Patent- og Varemærkestyrelsen.
Opgørelsen fra EPO viser, at Danmark er det tredje mest innovative land målt på antal patentansøgninger per indbygger indleveret til EPO. Der blev i alt indleveret 2404 danske patentansøgninger, hvilket er et lille fald på 0,5 pct. i forhold til 2019. Med 410 patentansøgninger per million overgås Danmark kun af Schweiz og Sverige blandt EPOs 38 medlemslande.
Læs også: 70 procent lettere produkter kan forandre tung industri
Eksplosiv stigning i lægemiddelpatenter
Især lægemidler fra danske virksomheder er gået frem i antal ansøgninger med hele 42,4 procent. Flest ansøgninger kommer dog fortsat fra ’motorer, pumper og turbiner’, selv om antallet af patentansøgninger i denne gruppe er faldet med 20,6 procent. Til gengæld blev medicinsk teknologi Danmarks næstmest aktive teknologifelt med 18,7 pct.
- Det er virkelig positivt, at Danmark ligger i front, når det handler om patentansøgninger. Vi er et land og en økonomi, der lever af gode opfindelser. Det gælder ikke mindst på sundhedsområdet, hvor vi har rigtig mange dygtige – og innovative virksomheder i Danmark, siger Kim Haggren, underdirektør i Dansk Industri (DI).
Han påpeger dog, at SMV’er kun står for 26 pct. af alle patentansøgninger.
- Det er de store virksomheder, der dominerer billedet, selv om de blot udgør 18 pct. af de patentaktive virksomheder. Der er derfor rigtig meget vækstpotentiale for SMV’er ved at beskytte deres opfindelse, siger Kim Haggren.
Læs også: Hvorfor står 85% af SMV’er uden for automationsfesten?
Gør forskningsfradrag permanent
Det er blandt grundene til, at DI håber, at etableringen af en fælles Europæisk Patentdomstol snart kommer på plads.
- Patentansøgninger er langt fra omkostningsfrie, og dertil kommer eventuel også en omkostning til håndhævelse af rettigheder forskellige lande. Dette vil en fælles europæiske domstol kunne afhjælpe – ikke mindst for de mindre virksomheder, siger Kim Haggren.
Han påpeger, at Danmarks høje innovationsniveau hjælper til at tiltrække arbejdskraft, og bidrager til at danske virksomheder står stærkt konkurrencemæssigt over for andre virksomheder.
- En klar indsats inden for forskning, udvikling og patentering har vist, at det kan lede til skabelsen af arbejdspladser, vækst og resultater. Derfor bør Danmark også øge virksomheders fradrag for FoU-investeringer permanent, siger Kim Haggren.
Læs også: Digital topforsker roser Danmark: I er verdensklasse