Marianne Fogelstrøm har selv indskudt fire millioner kroner i Lillekilde: Penge, som hun  frygter, hun måske kommer til at skyde en hvid pil efter som følge af lovforslaget.

24.03.21 DIB Nyheder

Tusinder bakker op om private institutioner på sociale medier

Protest-gruppen “Vi bakker op om private daginstitutioner og pasningsordninger” har på et par måneder samlet 3.600 forældre, bedsteforældre og børnehavefolk for at råbe op om minimumsnormeringsaftalens konsekvenser for pasning af børn i privat regi i Danmark.

“Vi har brug for, at der bliver oprettet nye daginstitutioner i Danmark, og vi har brug for forskellighed, og det får du ikke med denne her lovgivning,”

Sådan siger Marianne Fogelstrøm, institutionsleder gennem 23 år i institutionen Lillekilde i Valby i Københavns Kommune.

Hun og nitten andre institutionsledere er gået sammen for at udfordre minimumsnormeringsaftalen, som de oplever som et frontalangreb på deres livsværk og de private institutioners eksistens i Danmark.

- Det er i forvejen ikke nemt at starte en dagsinstitution. Det koster mindst to millioner kroner at starte op, og det er svært at låne penge til, siger Marianne Fogelstrøm. 

Hun taler af erfaring, da hun selv har indskudt fire millioner kroner i Lillekilde: Penge, som hun nu frygter, hun måske kommer til at skyde en hvid pil efter som følge af lovforslaget.

Læs også: DI: Forbud mod private daginstitutioner er et fejlskud af dimensioner

Mistillid til forældre og leder

I den minimumsnormeringsaftale, som skal forhandles på plads hen over foråret, står de privat-ejede institutioner som Mariannes til enten at skulle omdannes til en selvejende institutioner eller have et endnu ikke defineret loft over lederløn og huslejebetaling.

Og det er her Mariannes indskud på fire millioner godt kan gøre hende lidt ked af det:

- Jeg har da lidt ondt i maven over de penge. De første syv år arbejdede jeg om natten for at have en indtægt, og så mødte jeg ellers ind om morgenen på institutionen og satte tingene i gang, indtil den dag jeg fik råd til også at udbetale løn til mig selv, fortæller Marianne Fogelstrøm.

Netværket – der tæller institutioner så forskellige som landbørnehaven Landlykke i Aabybro, den integrerede institution Killevippen i Odense, udflytterbørnehaven Børneøen Bonsai i København/Gentofte, vuggestuen Bamsehuset i Brovst og den integrerede institution “Rooftop” i Fields på Amager – har derfor de sidste måneder skrevet læserbreve til lokalaviserne og breve til Christiansborgs politikere, samt startet en Facebook-gruppe for at samle støtter råbe offentligheden op.

Og det er virkelig dejligt at opleve, at der er opbakning at hente på de sociale medier, siger Marianne Fogelstrøm, hvis institution, Lillekilde, i dag passer 105 glade børn med højt til loftet og plads til kreativitet og fysisk udfoldelse:

-Jeg kan ikke lade være med at opleve den lovgivning, der er på tale nu, som et mistillidsvotum til mig og mine børns forældre. Aftalen siger jo indirekte: Jeres børn går for lud og koldt vand, og lederen Marianne får for høj løn og betaler alt for høj husleje for at skumme fløden. Det bliver jeg ked af, for jeg elsker mit arbejde og vil gerne gøre det godt.

Læs også: Friplejehjem tilbyder sportsbar, orangeri og frisørsalon

Mor og HR-chef: Høj faglighed i det private

Een af dem, der med stor tillid har overladt sine børns pasning til private, er mor til to, Ida Bygum Toft.

Hun er uddannet ingeniør og har arbejdet som HR-chef i 20 år, og hun er et aktivt medlem af Facebook-gruppen:

Ida Bygum Toft er fundet ind i gruppen, fordi hendes børn har været i privat dagpleje, hvor hun har oplevet en meget stærk faglighed. Og så har de gået i den private institution Krudthuset i Allerød:

- Vi har bare været så glade for det. Institutionens folk ved præcis, hvad de står for, og hvordan de arbejder pædagogisk, så de har nemt ved at rekruttere personale, og der er stort set ikke er nogen udskiftning, fortæller Ida Bygum Toft, der synes, det er synd, at man nu vil lovgive, så der kommer færre typer af dagtilbud.

Men partier som SF og Enhedslisten, har jo udtalt, at I forældre bare kan lave selvejende institutioner i fremtiden. Det vil fortsat være lovligt:

- I bund og grund tror jeg, vi får et ringere tilbud ved, at det bliver selvejende. Og det er tæt på umuligt at låne penge til det, svarer Ida Bygum Toft og tilføjer:

- Forældrebestyrelsen er jo ikke professionel, og de er i institutionen i så relativt kort tid, så de når ikke at komme ind i sagerne, før de er videre.

Ida Bygum Toft har senest været inde og skrive under på et borgerforslag skrevet af en af gruppens aktive medlemmer og støttet af flere fra institutionsnetværket bag gruppen:

- Vi har fået så meget glæde ud af vores private børnehave, så jeg synes, at det er så synd, hvis vores nabo eksempelvis ikke i fremtiden ville kunne vælge det værdifællesskab til for sin lille pige og deres familie. Det er ikke fair.

Læs også: Babyboom giver plads til flere private daginstitutioner

DI: Vi bør hylde mangfoldigheden

DI - Dansk Industri og Dansk Sundhed og Velfærd og støtter ligesom Daginstitutionernes Lands-Organisation, DLO, borgerforslaget.

- Private børnehaver og vuggestuer er med til at sikre mangfoldigheden i familiernes valgmuligheder. De tilbyder eksempelvis en særlig pædagogik, fleksibilitet eller geografisk placering, som nogle forældre efterspørger, men som kommunerne ikke kan eller vil imødekomme, siger branchedirektør Jakob Scharff.

Han fortsætter:

- I et moderne velfærdssamfund bør vi hylde og understøtte mangfoldigheden i velfærdstilbuddene og have tillid til forældrenes af dagtilbud. Så derfor støtter vi borgerforslaget.

Læs også: Forenede Care: Minister vil lukke private krise- og genoptræningscentre

Fakta

Gruppen “Vi bakker op om private daginstitutioner og pasningsordninger” tæller flere end 3.600 medlemmer fra over 100 forskellige byer. Flest fra København, Esbjerg og Odense. Medlemmer er mellem 25 og 64 år, og omkring 80% er kvinder. Det opslag, der er delt og set mest i gruppen, har haft over 162.000 visninger.

Lars Bech-Jørgensen

Lars Bech-Jørgensen

Fagleder for Fremtidens Sundhedsvæsen

  • Direkte +45 3377 4671
  • Mobil +45 2627 1949
  • E-mail lbej@di.dk

Relateret indhold