Verdensomspændende virksomhedsgruppe modtager ærespris
VKR Gruppen, der bl.a. omfatter det verdenskendte brand VELUX, modtager æresprisen ved EY Entrepreneur Of The Year. Følg med i uddeling af øvrige priser online den 18. marts.
Æresprisen ved EY Entrepreneur Of The Year uddeles årligt til en dansk familieejet virksomhed, der har bidraget betydeligt til det danske samfund. I år er det VKR Gruppen, der bl.a. omfatter det verdenskendte brand VELUX, hvor Mads Kann-Rasmussen modtager prisen som tredje generation.
I snart 80 år har VKR Gruppen haft en passion for at bringe dagslys, frisk luft og bedre miljø ind i menneskers hverdag. Hvad der startede som et enmandsfirma voksede til en verdensomspændende virksomhedsgruppe.
Æresprisen i EY Entrepreneur Of The Year sætter fokus på virksomheder, hvis bidrag til dansk erhvervsliv og til dansk kultur er unikt. Æresprisen hylder netop de virksomheder og deres ejere, som med et mangeårigt og imponerende engagement har skabt anerkendelse gennem høje standarder.
- Prisen er både en hyldest til familiens engagement og ledelse gennem årene, til virksomhedens udvikling og til ejerens aktive engagement og bidrag til samfundet omkring sig, siger Niels Bang-Hansen, chef for Business Banking i Danske Bank i pressemeddelsen om prisen.
Behandl alle ordentligt
Mønstervirksomhedsmålsætningen, som stifteren Villum Kann Rasmussen formulerede i 1965, handler om at stræbe efter at behandle samtlige interessenter ordentligt i arbejdet med samfundsnyttige produkter. VILLUM FONDEN og søsterfonde støtter en bred vifte af teknisk og naturvidenskabelig forskning og miljømæssige, sociale og kulturelle formål i ind- og udland, og som gennem betydelige donationer arbejder på at fremme et videnbaseret, oplyst, rummeligt, inkluderende og bæredygtigt samfund.
- Villum Kann Rasmussen har defineret essensen af moderne Corporate Social Responsibility for over et halvt århundrede siden, og det er fortsat en central parameter i virksomheden, som både er udtrykt i familiens værdier, i virksomhedens aktiviteter og i kraft af fondsejerskabet, påpeger Niels Bang-Hansen.
Prisen overrækkes personligt ved den ellers virtuelle landskåring i EY Entrepreneur Of The Year den 18. marts 2021. Alle er velkomne til at deltage i denne online event, hvor der blandt andet uddeles priser i kategorierne Startup/Scaleup, Social Entrepreneurship og Life Sciences.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.