DI: Godt med mere klarhed for rejser
DI håber på et løft til rejsebranche og luftfart med et bredt flertal for at lempe rejsevilkår. Men erhvervsorganisationen ser gerne endnu bedre muligheder for erhvervsrejsende og turister.
Coronakrisens rejsebetingelser bliver gradvist lempet, efter at et bredt flertal i Folketinget tirsdag aften blev enig om et fasedelt forløb for at gøre det nemmere at krydse landegrænser. Det er godt nyt på flere felter, lyder det fra Dansk Industris adm. direktør Lars Sandahl Sørensen.
- Vi er glade for den brede politiske aftale, der skaber mere klarhed og vished for rejser ind og ud af Danmark. Nu kan mange danskere bedre planlægge sommerferie til udlandet, som også vil give et meget tiltrængt boost til den danske rejsebranche og luftfarten, der hænger i med neglene, siger han.
Fire faser på to måneder
Aftalen indebærer blandt andet, at rejsevejledningerne igen bliver opdateret ugentligt på baggrund af smittesituationen i de enkelte lande og regioner. Dermed vil hele verden fra den 21. april ikke længere være farvet rød, men vil blive opdelt i gule, orange og røde lande og regioner. 21. april markerer starten på 1. fase, hvor 2., 3., og 4. fase ventes at følge i perioden frem til 26. juni afhængigt af udbredelsen af vaccinationer og når EU får et coronapas på plads.
Udbredelsen af vaccinationer vil også påvirke landendes farvekode, således at tærsklen eksempelvis for et farveskifte fra orange til gul hæves fra 20 nysmittede pr. 100.000 pr. uge i fase 1 til 50 nysmittede per uge i fase 3.
Kamp for at overleve
DI har længe efterlyst klare pejlemærker, som virksomheder og borgere kan navigere efter.
- Hver dag er en kamp for overlevelse for mange virksomheder i turisme- og oplevelseserhvervet, der nu med den faseopdelte køreplan kan se fremad, selvom vi gerne havde set, at turisterne endnu hurtigere kunne besøge Danmark, siger Lars Sandahl Sørensen.
DI-direktøren fremhæver også, at erhvervsorganisationen havde håbet, at politikerne var blevet enige om at gøre det endnu nemmere for erhvervsrejsende, end de lempelser man er blevet enige om. Danske virksomheder og danske arbejdspladser er dybt afhængig af eksport, så derfor er der et stort behov for, at erhvervsfolk nemmere kan rejse i hele verden.
- Det samme skal gælde for udenlandske erhvervsfolk, der kommer til Danmark. Der skal ikke være krav om isolation eller andet, hvis du har vaccine, er immun eller er testet negativ, siger Lars Sandahl Sørensen.
Læs også: Dansk turismeerhverv har brug for en redningskrans