DI: Medarbejdere skal tilbage på kontorerne
Natten til fredag landede en politisk aftale om yderligere genåbning af landet, men mange blev ikke nævnt med et ord. De gælder de mange danskere, der fortsat passer deres arbejde hjemme fra stuen, børneværelset eller med lidt held hjemmekontoret.
Dansk Industri går nu i offensiv i kampen for, at flere kan droppe hjemmekontoret og vende fysisk tilbage til deres arbejdsplads.
- I DI er vi glade for en bred politisk aftale om genåbning. Men det vil være godt at få ind i planen, hvornår medarbejdere kan vende tilbage fysisk. Det er ikke uden omkostninger for medarbejdere og virksomheder med hjemmearbejde, siger Emil Fannikke Kiær, politisk direktør i DI, og tilføjer:
- Vi hører fra flere og flere medlemmer, at hjemmearbejde har stået på så længe nu, at det er et stigende problem i virksomhederne - både for trivslen blandt medarbejderne og for produktiviteten.
Læs også: Sådan sikrer du trivsel på hjemmekontoret
Medarbejderne vil tilbage på job
Derfor er det ifølge DI på tide at få en slutdato på opfordringen til hjemmearbejde. I genåbningsplanen er der en løs hensigtserklæring, om at ”Sundhedsmyndighederne skal overveje, om anbefalingerne vedrørende hjemmearbejde kan lempes”.
- Mange medarbejdere vil gerne tilbage på arbejdspladsen, og derfor bør man se på anbefalingerne om hjemmearbejde nu, når smittetallene er så lave. Det er klart, siger Emil Fannikke Kiær.
- Vi håber, at medarbejderne snart kan komme tilbage på kontorerne, så det vil være meget fint at få en lempelse af de anbefalinger med i de kommende faser.
Han understreger, at det skal være sundhedsmæssigt forsvarligt, men siger også, at virksomheder og medarbejdere allerede tager deres forholdsregler og gør alt, hvad de kan, for at undgå smitte.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.