Der er så meget tryk på behovet for arbejdskraft i landets virksomheder, at vi nærmer os rekordbeskæftigelse, siger DI's direktør Lars Sandahl Sørensen.

Foto: Søren Nielsen
30.04.21 DIB Nyheder

DI på 1. maj: Kampen om medarbejderne bliver hård

På arbejdernes kampdag blæser Dansk Industris adm. direktør, Lars Sandahl Sørensen til kamp for arbejdskraft, der snart kan blive en knap ressource på det danske arbejdsmarked.

1. maj 2020 rasede første runde af coronaen. Talerne var henlagt til Zoom og Facebook, og truende skyer hang over arbejdsmarkedet. Ledigheden i ugen op til 1. maj sidste år var steget dramatisk siden nedlukningen af landet den 11. marts og var nået op på 183.000, viser en analyse fra Dansk Industri (DI) på baggrund af de daglige ledighedstal.

Nu er det igen 1. maj. Historien er en helt anden, fortæller DI's adm. direktør Lars Sandahl Sørensen. I denne uge er antallet af ledige kommet under 150.000 personer, og den faldende tendens ser ud til at fortsætte.

- Lønkompensation og andre kompensationer har hjulpet os alle og virksomhederne til at holde hånden under arbejdsmarkedet i en svær tid. Det er meget positivt. Allerede i februar steg beskæftigelsen, og nu sparker genåbningen yderligere liv i arbejdsmarkedet, siger DI-direktøren og tilføjer:

- Faktisk skal der ikke meget mere gang i det, før vi når en rekordhøj beskæftigelse.

Læs også: Genåbning giver et fald i ledigheden

Fald i arbejdskraft

Det er som udgangspunkt positivt, men der er alligevel alvorlige panderynker hos Lars Sandahl Sørensen.

- Jeg håber, vi får gang i erhvervslivet og arbejdsmarkedet som aldrig før, men der kan meget hurtigt komme en mangel på arbejdskraft. Og det vil være enormt ærgerligt, hvis væksten bremser op nærmest lige efter, at den er kommet i gang igen. Det kan betyde, at danske virksomheder ikke kommer tilbage på vækstsporet i Danmark, men også uden for, hvor konkurrencen er hård, og man risikerer at gå glip af eksportordrer, siger han. 

DI-direktøren forventer, at kampen om medarbejderne bliver hård. Benhård.

- Vi er helt afhængige af kvalificeret arbejdskraft, Målet skal være at kvalificere endnu flere og få flere på arbejdsmarkedet. Modsat vil aftalen om tidlig pension alene trække mere end 10.000 tidligt ud af arbejdsmarkedet. Derfor er der et åbenbart behov for reformering og nytænkning af hensyn til os alle, forklarer han. 

Samtidig har coronakrisen betydet, at langt færre er kommet her til landet for at arbejde. Antallet af opholdstilladelser til erhverv faldt med 6.000 i 2020. Det er det største fald siden finanskrisen mellem 2008 og 2009.

- Og faren er jo, at det trækker ud i længere tid, hvis ikke vi får gjort det lettere at komme hertil for at arbejde, siger DI-direktøren.

Han ser den udenlandske arbejdskraft som et positivt supplement til det danske arbejdsmarked og arbejdsstyrke. Ja, faktisk er den afgørende set i lyset af udviklingen på det danske arbejdsmarked.

- Derfor afhænger en stor del af vores velstandsfremgang af, at vi fortsat kan rekruttere udenlandsk arbejdskraft, ligesom vi selvfølgelig skal have gang i de reformer, der skal øge arbejdsudbuddet herhjemme, siger Lars Sandahl Sørensen. 

Læs også: Mange virksomheder mangler medarbejdere

Også arbejderkamp

Det er ikke tilfældigt, at opråbet fra DI-direktøren kommer på arbejdernes internationale kampdag.

- Det er ikke alene en kamp for arbejderne, men også en fælles kamp for og om medarbejderne. Og så skal vi huske, at den velstand som et øget arbejdsudbud giver, skal finansiere velfærden for os alle og mulighederne for en positiv samfundsudvikling på sigt, siger han og slutter: 

- Det gavner også den enkelte medarbejder, at vi har vækst i virksomhederne og høj beskæftigelse. Virksomhederne bidrager med broderparten af det offentlige budget, så der er råd til skoler, sundhedsvæsen og meget mere. Og så hjælper velstanden os til at nå vores fælles mål på det grønne område og med digitaliseringen. Det, synes jeg faktisk nok, er en kamp værd.

Læs også: Beskæftigelsen steg med 3.000 i februar trods nedlukning

Søren Langelund

Søren Langelund

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3059
  • Mobil +45 2091 9335
  • E-mail slan@di.dk

Relateret indhold