Anders Thorgaard, direktør i Textilia giver intro til de mange "nye" beklædningsgenstande fra Textilia upcy.

Video: Wunderkind/Textilia
28.04.21 DIB Nyheder

Direktør i lilla hættetrøje – lavet af kasseret dug

Lagner, duge, arbejdstøj og udtjente dyner fra landets hoteller, restauranter og hospitaler bliver til nyt tøj hos Textilia i stedet for at blive brændt. Direktør Anders Thorgaard går selv i lilla hættetrøje lavet af udtjent dug. Krav om genanvendelse af tekstiler vokser.

Masser af vand, kemikalier og maskinkraft. Tøj- og tekstilindustrien koster dyrt i klimaregnskabet, og det politiske fokus er stort. Både i Danmark og på europæisk plan.

Kravene til indsamling og sortering stiger, så man både i husholdninger og virksomheder skal øge graden af genanvendelse og undgå at køre udtjente tekstiler til forbrænding.

Den nye virkelighed er Textilia allerede langt med i en upcycling-proces uden – i hvert fald dansk – sidestykke.

I Skovlunde, vest for København, får tonsvis af udtjente tekstiler nyt liv. Ind i lagerhallen ruller lagner, duge, arbejdstøj fra landets hoteller, restauranter og hospitaler, som er kasseret – måske på grund af en rødvinsplet eller et hul. Men i stedet for at blive brændt ender det nu som skjorter, forklæder eller f.eks. dynejakker.

Læs også: Miljøminister til nytårstaffel i gamle duge

Hoodie af kasseret dug

Det bæredygtige tøjkoncept Textilia upcy er udsprunget af dampvaskeriet, der blev grundlagt i 1958. Dengang så man muligheder i stordrift med vask for hoteller og restauranter.

I dag hedder ejeren og den administrerende direktør Anders Thorgaard. Han lader hænderne kører let ned over sin lilla hættetrøje.

– Hoodien, jeg har på, var oprindeligt en kasseret dug, siger Anders Thorgaard og går over til en af de andre mange kasser i lagerhallen og griber en dynejakke:

– Den her jakke er skabt af regionens hospitalsdyner. Nu bliver de brugt at personale rundt om på testcentrene, så de kan holde varmen.

Læs også: Unges ide til ældrepleje vinder DM i Entreprenørskab

Vi har sådan set ikke spurgt vores kunder, om de vil være med. Vi har gjort det. Ejer og adm. direktør Anders Thorgaard, Textilia

Får et ton ind om dagen

Produktion af tekstiler kræver store mængder vand, kemikalier og energi til maskinerne. Eksempelvis går der i runde tal 1.400 liter vand til produktionen af en enkelt t-shirt, og tøj- og tekstilindustrien står for ti pct. af verdens samlede CO2-udledning – kun overgået af olieindustrien.

Men håbet er lysegrønt, hvis man spørger Anders Thorgaard – det kræver blot et opgør med den traditionelle lineære økonomi, hvor man producerer et stykke tøj, forbruger det og smider det væk.

– Vi får cirka et ton ind hver dag, og på grund af de mængder var det svært for os at skabe et decideret fashion-mærke. Så vi besluttede at skabe en cirkulær økonomi, så de kunder, som eksempelvis afleverer en kasseret dyne, ja, de får en dynejakke retur, siger ejeren af Textilia, der når frem til en kasse med hvide kokkejakker:

– De var oprindeligt kasserede hvide duge. Så i stedet for at købe en ny kokkejakke, får de en ny retur fra os.

Har ikke spurgt kunderne først

Anders Thorgaard oplyser, at hans tanker omkring upcy begyndte for mange år siden. 

- De kom, da jeg læste, at der om 50 år ville leve lige så mange i Nigeria som i hele Afrika tilsammen. I Afrika ville der være lige så mange som i hele verden. Og vi har altså kun én klode, siger direktøren.

Han har ikke spurgt kunderne, om de er med på ideen:

- Vi har bare gjort det. Det er dyrere at lave det brugt end fra nyt, men vi tænker, at det er en investering i fremtiden. Og vores børn, som jo snart står som kunder, de vil da ikke acceptere det svineri. Så du kan sige: Det er ikke en super investering, men det er en nødvendig investering i fremtiden. 

Læs også: Her er planen: Sådan får affald nyt liv

Dynejakker gør gavn i testtelte i Aalborg

Aalborg Universitetshospital er allerede med på vognen fra Skovlunde. Her syr Textilia upcy udtjente dyner om til jakker til det Covid-19-personale, som tester aalborgenserne. Og det handler ikke kun om at holde varmen.

– Vi har i 2020 lavet en klimahandleplan, der i praksis betyder, at vi skal have meget mere fokus på miljøet. Det har vi haft længe, men en udfordring har altid været, hvad vi gør med de ting, vi som hospital af gode grunde forbruger og smider ud i massevis. Eksempelvis vores dyner, siger Morten Kristein Andersen, chefkonsulent på Aalborg Universitetshospital.

Han vurderer, at partnerskabet med Textilia upcy passer som fod i hose i den forbindelse.

- Nu kan vi give vores dyner en meget længere livscyklus. De gør reelt en forskel for vores personale, der står og fryser ude i testteltene, siger Morten Kristein Andersen.

Læs også: Vaccine-offensiv: Danske virksomheder skal spille nøglerolle i europæisk vaccineproduktion

Flere lovkrav på vej fra EU

Iben Kinch Sohn er seniorchefkonsulent  i DI og sidder i afdelingen for miljøpolitik og cirkulær økonomi. Hun mener ikke, der er tvivl om, at effektiv udnyttelse af ressourcerne er et vigtig konkurrenceparameter nu og i fremtiden.

– Cirkulær økonomi handler om at drive forretning smartere, så ressourcerne udnyttes bedre ved at gentænke design, produktion, salg og forbrug, så materialer kan indgå i nye produkter, bruges igen, deles eller sælges som en service, siger Iben Kinch Sohn.

De seneste år er der kommet mange nye lovkrav fra EU til affaldshåndtering med fokus på at øge genanvendelse.

- Det er de krav, vi nu er ved at implementere i Danmark, og som bl.a. betyder, at vi skal sortere mere affald og på en ensartet måde i hele landet, siger seniorchefkonsulenten.

Hun mener, at næste skridt er at sikre mere bæredygtige produkter, idet der i de kommende år vil komme lovkrav fra EU med nye designkrav og ensartede måder at opgøre alt fra produkters CO2-udledning til indhold af genanvendte materialer.

– Det taler for, at danske virksomheder allerede nu begynder at indrette design, produktion og forretningsmodeller i mere bæredygtig retning. Og heldigvis er mange allerede i gang, siger Iben Kinch Sohn.

Læs også: Samarbejde skal flytte affald fra forbrænding til genanvendelse

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Iben Kinch Sohn

Iben Kinch Sohn

Fagleder for cirkulær økonomi

  • Direkte +45 3377 3713
  • Mobil +45 2625 0910
  • E-mail ibso@di.dk

Relateret indhold