- Vores ambition er, at danske virksomheder skal få en betydelig del af opgaverne, der følger af EU’s genopretningsplan, siger europapolitisk chef i DI Anders Ladefoged.

16.04.21 DIB Nyheder

Få fingre i EU’s milliarder med DI’s nye kampagne

Dansk Industri lancerer i dag en ny kampagneside, der hjælper DI’s medlemsvirksomheder med at finde vej i EU’s genopretningsplan og de mange muligheder, som den skaber. Skriv dig allerede nu op og få besked, når projekter begynder at komme i udbud.

Hav ikke dårlig samvittighed, hvis du har lidt svært ved at finde rundt i, hvordan din virksomhed får en bid af EU’s 750 milliarder euro store genopretningsplan. Du er absolut ikke alene. Men nu er der hjælp at hente.

I dag lancerer DI nemlig en ny kampagneside, der giver overblik over, hvilke investeringer de enkelte EU-lande foretager, så du let kan finde ud af, hvor du bedst lægger din tid og energi.

- Målet med kampagnesiden er at hjælpe virksomhederne til at fokusere deres indsats. Der er ingen grund til, at virksomhederne bruger en masse tid på at undersøge markeder, hvor deres aktiviteter eller produkter ikke er relevante, siger DI’s europapolitiske chef Anders Ladefoged og tilføjer:

- Vi har bygget siden op om de søjler i EU’s genopretningsplan, hvor danske virksomheder står stærkt. Det gælder grøn omstilling, digitalisering, sundhed og infrastruktur. Jeg kan kun opfordre til, at virksomhederne bruger oversigten til at identificere de EU-lande, der udbyder interessante projekter.

Link til DI’s kampagneside.

Udbud offentliggøres til sommer

Anders Ladefoged fortæller, at EU-landendes nationale genopretningsplaner forventes offentliggjort til sommer – til den tid vil DI’s kampagneside også indeholde information om opgaverne, ansøgningsfrister og formelle krav, som er nødvendige for at komme i betragtning.

- Vores ambition er, at danske virksomheder skal få en betydelig del af opgaverne, der følger af EU’s genopretningsplan. Det vil skabe vækst og arbejdspladser i danske virksomheder, siger Anders Ladefoged.

Han tilføjer:

- Men det kræver også, at virksomhederne er godt forberedte. Så det er bare med at komme ud af starthullerne og undersøge, hvor din virksomhed kan byde sig til. Et godt sted at starte er DI’s kampagneside.

På kampagnesiden kan man også skrive sig op på DI’s maillisten, hvor man får direkte besked om udvalgte udbud, webinarer, erhvervsfremstød og anden nyttig viden.

Få mere at vide

Som medlem får du det seneste nye om EU-landenes genopretningsplaner, kommende udbud og erhvervsfremstød for danske virksomheder. Du kan også kontakte en af DI's eksperter for at få sparring i forhold til jeres strategi for de kommende udbud.

Læs mere her: EU's genopretningsplan | DI hjælper dig med at vinde eksportordrer

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Anders Ladefoged

Anders Ladefoged

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3609
  • Mobil +32 491 569 209
  • E-mail al@di.dk

Relateret indhold