Coronapas får dansk erhvervsliv på vingerne igen
Regeringen har lanceret en ny brugervenlig og sikker digital coronapas-app. Den bliver helt central for at få dansk erhvervsliv og danskernes rejselyst på vingerne igen, mener DI.
Fredag eftermiddag den 28. maj præsenterede finansminister Nicolai Wammen i selskab med sine ministerkollegaer, sundhedsminister Magnus Heunicke og transportminister Benny Engelbrecht regeringens længe ventede coronapas-app.
Det skete meget passende i Københavns Lufthavn, der om nogen har mærket konsekvenserne af coronapandemien og de tiltag, der er gjort for at begrænse smittespredningen.
- Coronapasset symboliserer, hvor langt vi er nået i Danmark. Genåbningen af det danske samfund skrider støt og kontrolleret frem, og smittetallene forbliver under kontrol. Det nye coronapas er nemmere at bruge, og borgerne kan trygt vise det frem uden at give private oplysninger til andre. Passet vil også leve op til de fælles europæiske bestemmelser, så vi i takt med den gradvise genåbning af EU-landene vil kunne rejse flere og flere steder hen med det nye coronapas. På den måde vil appen kunne benyttes som gyldigt coronapas i Danmark – og fra 1. juli også ved rejser i EU, siger finansminister Nicolai Wammen i en pressemeddelse.
Helt centralt værktøj
Ved præsentationen deltog også Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i Dansk Industri. Han siger:
- Det digitale coronapas bliver helt centralt for at få dansk erhvervsliv og danskernes rejselyst på vingerne igen - i bogstaveligste forstand.
Han påpeger, at den nye app er kompatibel med det europæiske COVID-certifikat, som bliver afgørende for at få speedet op for mulighederne for igen at rejse ud i verden.
- Vi er nok mange, der glæder os til at kunne rejse frit igen, og vores eksportvirksomheder står på spring for nemt at kunne rejse ud til deres kunder. Derfor bliver den nye app et vigtigt midlertidigt redskab til at give danskerne og virksomhederne de bedste muligheder for hurtigt og sikkert at kunne krydse grænserne igen – forhåbentlig også uden for Europa i en nær fremtid. Det er i den forbindelse glædeligt, at EU hurtigt har kunnet nå til enighed om fælles rammer. Nu er det op til medlemslandene at sikre en hurtig implementering, siger Lars Sandahl Sørensen.
Læs også: EU’s coronapas skaber behov for fælles rejsekrav i EU
Nemmere at bruge
Det nye digitale coronapas er nemmere, smartere og sikrere at bruge for danskerne og virksomhederne end den tidligere løsning. Fx viser den nye app, om du er ’grøn’ uden at vise dine sundhedsdata. Passet kan desuden fremvises hurtigt, uden at man også skal fremvise kørekort eller anden form for ID.
- Coronapasset har været et væsentligt midlertidigt værktøj til at åbne mere af Danmark, som ellers ville have været lukket ned, og derfor har vi i Dansk Industri været involveret fra dag ét. Det digitale coronapas er udviklet i Danmark, hvor vi i fællesskab har skabt mere tryghed og øget mobiliteten ved at udnytte vores position som digitalt foregangsland. Det digitale coronapas er derfor et godt eksempel på, hvordan vi som land kan bruge vores digitale styrkeposition til at skabe konkrete værktøjer til at hjælpe os i hverdagen, selvom vi naturligvis ikke skal bruge coronapasset længere end højst nødvendigt, siger Lars Sandahl Sørensen.
Download appen til iPhone i App Store
Download appen til Android i Google Play
Læs mere om coronapas-appen og brugen af den på coronasmitte.dk
Info om COVID-19
Find DI’s og myndigheders hjælp, links og kontaktpersoner på dette site, hvor du også kan se arbejdsgivernes FAQ og DI’s svar.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.