EU-forslaget om bæredygtig ledelse er en vigtig dagsorden for Socialdemokratiets EU-parlamentsmedlem, Niels Fuglsang. Han satser på, at andre er enige med ham i, at kommissionens forslag går for vidt.

Pressefoto: Mew
10.05.21 DIB Nyheder

S-politiker: EU-forslag om selskabsledelse går for vidt

Europakommissionens planlagte forslag om at ændre virksomhedernes ledelse i bæredygtighedens navn er for drastisk, mener europaparlamentariker Niels Fuglsang (S).  DI arbejder også hårdt for at rydde forslaget af vejen.

Det er en ommer, ganske simpelt. Sådan lyder det danske europaparlamentsmedlem Niels Fuglsangs (S) dom over det planlagte forslag om at blande sig i virksomhedernes ledelse og sammensætning af bestyrelsen. I forslaget lægges der også op til, at virksomhederne fremadrettet ikke længere skal drives ud fra et mål om værdiskabelse, men i stedet afbalancere alle stakeholderes interesser.

- Der må man have et armslængdeprincip. De politiske krav skal være overordnede. Det er for meget detailregulering, hvis man går ind og siger, at bestyrelsen skal se sådan og sådan ud, siger Niels Fuglsang og tilføjer:

Niels Fuglsang tilføjer, at han sådan set er enig med kommissionen i, at virksomhederne spiller en central rolle i den grønne omstilling – og at det er vigtigt, at de både tænker sociale og grønne ”bundlinjer” med ind i deres forretning. Men de politiske krav skal være overordnede, og vejen dertil er ikke at blande i virksomhedernes ledelse.

- Det er problematisk og det bakker jeg ikke op om, slår han fast.

Læs også: Fire gode grunde til at EU forslag skal dø

DI kæmper for ledelsesret

Holdningen deles i den grad af Dansk Industri (DI), der kæmper en indædt kamp for at få ryddet forslaget af vejen inden, at kommissionen overhovedet fremsætter det.

- Tankerne om at blande sig i virksomhedernes ledelsesret er dybt skadelige. Det vil være ødelæggende for danske og europæiske virksomheders konkurrenceevne, deres muligheder for at tiltrække kapital – og dermed i sidste ende også gøre det vanskeligere at gå forrest inden for den bæredygtige dagsorden, som ellers er kommissionens overordnede ønske, siger underdirektør i DI Kim Haggren.

DI har haft succes med at gøre den danske regering opmærksom på problemerne, som nu arbejder imod forslaget, og DI er i dialog med både kommissionen og parlamentet i EU.

Kim Haggren håber, at kommissionen vil genoverveje fornuften i sit planlagte forslag, og at det enten udskydes, ændres eller helt droppes.

- Der er virkelig grund til at lytte til den kritik, der har været af forslaget – både fra erhvervsorganisationer og akademiske eksperter – og nu også fra danske parlamentsmedlemmer, siger han.

Fuglsang vil ændre forslag

Skulle Europakommissionen alligevel vælge at fremsætte sit forslag vil Europaparlamentsmedlem Niels Fuglsang gøre sit for at få det ændret.  

- Jeg håber, at der er andre, der er enige med mig i, at kommissionens forslag går for vidt. Jeg kan i hvert fald konstatere, at der synes at være ret stor enighed i Danmark. Det er også en vigtig sag, siger han.

Niels Fuglsang fortæller, at han i givet fald vil arbejde for, at der bliver tale om anbefalinger frem for krav til, hvordan virksomhederne sammensætter deres bestyrelser.

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Kim Haggren

Kim Haggren

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3449
  • Mobil +45 2124 4608
  • E-mail kih@di.dk

Relateret indhold