FOSS adm. direktør Kim Vejlby Hansen deltager i CEO Commitment. Interessen for taskforcen viser, at virksomhederne ser en værdi i, at vi sammen kan få indflydelse på rammerne for den digitale udvikling. Vi kommer ingen vegne uden, at regering og erhvervsliv arbejder sammen, siger han.

03.05.21 DIB Nyheder

Topledere: Bedre deling af data styrker Danmark

Et vigtigt næste skridt i digitaliseringen er øget deling data. Det styrker Danmark og erhvervslivets konkurrenceevne. Sådan lyder opfordringen fra 26 erhvervsledere efter første møde i taskforcen CEO Commitment.

Data har udviklet sig til en gylden råvare som Danmark og danske virksomheder skal være endnu bedre til at høste gevinsten af. Det var en stor gruppe erhvervsledere helt enige om, da de mandag den 3. maj tog hul på arbejdet i taskforcen CEO Commitment.

Bag initiativet står DI og formand for DI Digital, André Rogaczewski, der har samlet 26 erhvervsledere fra store og små virksomheder samt forbundsformand for Dansk Metal, Claus Jensen, til sammen at udvikle konkrete forslag til den videre digitalisering af Danmark. Forslagene bliver indspark til regeringens arbejde med en digitaliseringsstrategi for Danmark.

Læs mere om CEO Commitment

Blandt deltagerne var IBM Danmarks adm. direktør Henrik Bodskov. For ham er kernen, at der bliver bedre rammer for offentligt og privat samarbejde, hvor både det offentlige og virksomhedernes massive mængder af data i højere grad bliver delt og tilgængelig i anonymiseret form.

Eksempelvis på sundhedsområdet, hvor udvekslingen på tværs i mellem fagområder og landsdele er begrænset af frygt for sikkerheden omkring personoplysningerne. Andre relevante områder for deling af data kan være transport, uddannelse og energiforsyning.

IBM: Slut med dataforskrækkelse

- Vi skal have gjort op med den dataforskrækkelse, som hersker. Data skal naturligvis behandles etisk forsvarligt, og virksomhederne skal forpligte sig til at behandle disse data ordentligt. Men for at understøtte den digitale udvikling skal vi i højere grad frigive og dele data, siger Henrik Bodskov.

Danmark har haft en international fordel af 50 år med CPR-registret, hvilket har givet et værdifuldt datagrundlag til gavn for mange områder. Men værdien er på retur, fordi andre lande har skruet op for dataindsamlingen og dermed styrker deres konkurrenceevne.

- Vi ender med at ligge i baghjul på den udvikling, hvis vi ikke får givet det et ekstra skub. For erhvervslivet indebærer det også, at virksomhederne skal være mere villige til at dele nogle af deres data med andre. Det kan eksempelvis være med startups, siger Henrik Bodskov.

FOSS: Internationalt perspektiv

Kim Vejlby Hansen står i spidsen for FOSS, der udvikler måleudstyr til fødevareindustrien, hvor digitaliseringen har været afgørende gennem årtier. 99 procent af virksomhedens produkter sælges på eksportmarkederne, så derfor er det internationale perspektiv afgørende for den adm. direktør, som også er med CEO Commitment.  

- Erhvervslivet skal sammen med regeringen bestræbe sig på at påvirke EU’s arbejde på det digitale område. Som eksportvirksomhed er vilkårene uden for landets grænser afgørende, og vi har i EU-kommissær Margrethe Vestager en god medspiller. Men hun bliver ikke bedre, end det input regeringen og erhvervslivet kommer med. Derfor er det vigtigt, at vi kommer på banen med forslag, siger Kim Vejlby Hansen.

I forbindelse med data er sikkerhed en mærkesag for FOSS. Virksomheden investerer årligt 10 procent af omsætningen i innovation, med indsamling og opbygning af data som en vigtig brik. Derfor er det nødvendigt at sikre mod misbrug af data.

Læs også: Topledere til kamp for Danmark som digitalt fyrtårn

For erhvervslivet indebærer det også, at virksomhederne skal være mere villige til at dele nogle af deres data med andre. Henrik Bodskov, adm. direktør, IBM Danmark

”Danmark skal vågne op”

Formand for DI Digital, André Rogaczewski, der også er Netcompanys adm. direktør, har sammen med DI taget initiativ til at samle 27 erhvervsledere i CEO Commitment. Han ser det som afgørende, at ”Danmark vågner op” for at bevare sin digitale position, fordi coronakrisen har fået andre lande til at investere massivt i digitalisering.

– Vi har alle oplevet, hvor meget digitalisering har fyldt under coronakrisen. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det kun er toppen af isbjerget, vi ser. I løbet af de næste 10 – 15 år får vi en klarhed for, hvilke

nationer der vinder, og hvilke der taber. Vinderne formår at kombinere deres eksisterende samfund med digitaliseringen på en transparent måde, som skaber tillid og mere velfærd, forudser formanden for DI Digital.

Derfor er han også glad for den opbakning, der er til CEO Commitment.

– Virksomhederne har været igennem en transformation, hvor de har tænkt og handlet kreativt, operationelt og pragmatisk. De erfaringer får vi nu samlet sammen, så vi kan udvikle os endnu mere digitalt og få alle med, siger André Rogaczewski.

Ifølge Kim Vejlby Hansen afspejler interessen for CEO Commitment virksomhedernes store interesse for at være med til at gøre en forskel.

- Virksomhederne ser en værdi i, at vi sammen kan få indflydelse på rammerne for den digitale udvikling. Vi kommer ingen vegne uden, at regering og erhvervsliv arbejder sammen, siger han. 

DI: Vigtigt at komme konkret i gang

Branchedirektør i DI Digital, Rikke Zeberg, er godt tilfreds med første møde i CEO Commitment.

- Der er et klart ønske og anbefaling i taskforcen om, at vi skal i gang nu med at dele, bruge og kommercialisere data – både i det offentlige, i forskningen og i virksomhederne. Derfor opfordrer taskforcen regeringen til at komme i gang med arbejdet med at gøre data anvendelige på en sikker og etisk forsvarlig måde, siger Rikke Zeberg.

Alle parter er enige om, at der er brug for en regulering, men også at komme konkret i gang med at finde løsningerne på dette. Planen er nu, at forslagene fra CEO Commitment skal spilles ind til regeringens digitaliseringspartnerskab, som skal levere input til en kommende national digitaliseringsstrategi. Næste møde i CEO Commitment finder sted 25. juni, hvor temaet er ”Digitale virksomheder skal skabe fremtidens arbejdspladser”.

Læs også: Digital undervisning et hit under corona

Fakta

Deltagere i CEO Commitment:

  • Lars Sandahl Sørensen, DI
  • André Rogaczewski, Netcompany
  • Kim Fausing, Danfoss
  • Nana Bule, Microsoft Danmark
  • Mads Nipper, Ørsted
  • Henrik Bodskov, IBM Danmark
  • Lars Peter Søby, COWI
  • Jacob Aarup-Andersen, ISS
  • Kim Vejlby Hansen, FOSS
  • Thomas Woldbye, Københavns lufthavne
  • Britta K. Stenholt, STARK
  • Torben Bang, Siemens Gamesa Renewable Energy A/S
  • Kristian Villumsen, Coloplast A/S
  • Jørn P. Skov, Danske Fragtmænd
  • Vibeke Svendsen, Envotherm
  • Michael Holm, Systematic
  • Klaus Holse, SimCorp
  • Jesper Hjulmand, SEAS-NVE
  • Claus Bering, CRH Concrete
  • Mathilde Jakobsen, Fresh.Land
  • Poul Due Jensen, Grundfos
  • Jais Valeur, Danish Crown
  • Søren Nielsen, Demant
  • Jes Munk Hansen, Terma
  • Klaus Nyengaard, LetsBuild
  • Claus Jensen, Dansk Metal

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Rikke Hougaard Zeberg

Rikke Hougaard Zeberg

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 3173
  • Mobil +45 2084 0194
  • E-mail riz@di.dk

Relateret indhold