Jeg mener, det er vigtigt, at en virksomhed som vores, der er global industriledende, går forrest og viser de gode eksempler frem, siger Mikkel Thrane, director for Green Growth hos IFF.

10.05.21 DIB Nyheder

Virksomheder pynter sig for lidt

Især mindre virksomheder fortæller ikke om bæredygtighed på deres hjemmeside, viser en ny analyse fra Dansk Industri. Men frygt for kritik og uperfekte tiltag bør ikke holde virksomheder tilbage, mener DI.

57 procent af de danske virksomheder kommunikerer om bæredygtighed på deres hjemmeside.

Det viser Dansk Industris analyse “Flere virksomheder skal fortælle om bæredygtighed”, som er baseret på en webscraping-analyse af 7.174 danske virksomheders hjemmesider.

Som analysens navn antyder, er der rum til forbedring. Hos DI ser man nemlig kommunikation om bæredygtighed som en klar tendens, der i højere og højere grad bliver en nødvendighed. Og analysen dokumenterer, at især små og mellemstore virksomheder ikke i samme omfang som de store er kommet i gang med kommunikation om bæredygtighed.   

- Vi forventer flere konkrete krav og lovgivning, der kræver rapportering om bæredygtighed. Samtidig efterspørger virksomheder, der eksempelvis arbejder med at nedbringe deres CO2-udledning, bæredygtige ambitioner hos samarbejdspartnere og leverandører, der kan hjælpe dem selv med at opfylde deres klimamål. Så bæredygtighed er allerede vigtigt, men det bliver kun et vigtigere og nødvendigt konkurrenceparameter, siger Marie Gad, chef for global udvikling og bæredygtighed hos DI.

Læs også: Vind kunder ved at kommunikere dine bæredygtige tiltag

Nogle virksomheder får måske ikke fortalt om deres bæredygtighedsintiativer, fordi de tænker, de ikke er perfekte på alle områder. Mikkel Thrane, director for Green Growth hos IFF

Verdensmål hjalp global industrileder i gang

Hun henviser i øvrigt til de erfaringer, der er gjort med de 21 danske virksomheder i forskellig størrelse og fra forskellige brancher, som deltog i det toårige projekt “Fra filantropi til forretning”.

Her fik virksomhederne FN’s verdensmål helt ind i det strategiske arbejde, og det hjalp med til, at den globale industrileder IFF (tidligere DuPont Nutrition & Biosciences) gennem en workshop med virksomhedens 50 øverste ledere fik identificeret centrale mål og indsatsområder. I et efterfølgende projekt fik de udarbejdet en karakterskala, hvor virksomhedens produkter bliver målt på bæredygtighed i forhold til verdensmålene. Vurderingen er baseret på et såkaldt Portfolio Sustainability Assessment værktøj udviklet af WBCSD.

Det har helt klart hjulpet IFF i gang med kommunikationen, fortæller Mikkel Thrane, director for Green Growth hos IFF:

– Vi har jo hele tiden arbejdet med bæredygtighed. Men det kunne i nogle tilfælde være svært at fortælle historien om det. Der kunne også være en vis tøven, for bæredygtighed kan forstås på mange måder - ikke mindst for forskellige kunder i andre dele af verden. Men det er blevet lettere, blandt andet fordi SDG’erne (Sustainability Development Goals, FN’s verdensmål, red.) har skabt en fælles forståelsesramme, og det har der været behov for. Med dem sættes også en ramme og fælles forståelse af, hvor bredt bæredygtighed egentlig er, siger Mikkel Thrane.

Læs også: Sådan bliver din virksomhed klimaklar

Pynter sig ikke nok

Når man taler om bæredygtighed og særligt kommunikationen om det, støder man ofte på begrebet ‘greenwashing’. Altså at pynte sig med bæredygtige gloser, men i lidt højere grad, end sandheden egentlig tillader.

Men det er ikke tilfældet for danske virksomheder, mener Marie Gad, chef for global udvikling og bæredygtighed hos DI.

– Når vi ser på danske virksomheder, der kommunikerer om bæredygtighed, er det rent faktisk fordi, de gør noget. Der er selvfølgelig en risiko for, at nogle vil være kritiske overfor virksomhedernes kommunikation, men så længe de arbejder med deres tiltag, er det vores klare råd, at de kommunikerer om det, siger hun.

Det kan Mikkel Thrane fra IFF genkende. Han taler endda om det modsatte - ‘greenhushing’. At man undlader at fortælle om de gode eksempler.

-Jeg tror, det er vigtigt at inspire til at skabe forandring. Her er de gode eksempler vigtige. Nogle virksomheder får måske ikke fortalt om deres bæredygtighedsintiativer, fordi de tænker, de ikke er perfekte på alle områder. Jeg mener, det er vigtigt, at en virksomhed som vores, der er global industriledende, går forrest og viser de gode eksempler frem.

Læs også: Topledere: Dansk guldgrube af data skal deles endnu bedre

Tendensen bliver kun større

I takt med lovmæssige krav og virksomhedernes indbyrdes krav til hinanden som samarbejdspartnere, ser man den bæredygtige tendens fortsætte. Derfor er virksomheder i alle størrelser nødt til at være med. Og

skridtet efter at arbejde med bæredygtighed er ifølge Marie Gad at kommunikere det. Hjemmesiden og det materiale, man giver sine kunder og samarbejdspartnere, er et godt sted at starte, men det er også vigtigt, at medarbejdere og ledelse kan tale med om bæredygtighedsarbejdet.

– Det kan selvfølgelig være svært at kommunikere, men det behøver ikke være en forkromet bæredygtighedsrapport. Hvis virksomhederne har besluttet, hvad de vil, og hvordan de vil gøre det, opfordrer vi til, at de fortæller om det, siger hun:

– Det bedste råd, vi kan give lige nu, er, at man ikke skal være så beskeden. De mindre virksomheder skal tænke, at “selvom vi ikke er perfekte, kan vi fortælle om, hvad vi gør, og hvilken udvikling vi er i gang med”. De skal ikke være så bange for, at det virker pralende eller utroværdigt, hvis de ikke har nogle klare resultater endnu. De kan sagtens kommunikere om vejen derhen.

Og netop samarbejdet, partnerskabet og den fælles rejse har IFF meget fokus på i arbejdet med bæredygtighed.

– Vi sidder for eksempel nu med vores kunder og analyserer, hvordan vi sammen kan arbejde for at fremme udvalgte verdensmål. Så jeg kan kun anbefale at komme i gang med at kommunikere bæredygtigheden ud, siger Mikkel Thrane.

Læs også: Søg 150 nye millioner til energibesparelser

Fakta

Om analysen Flere virksomheder skal fortælle om bæredygtighed

 

7.174 danske virksomheders hjemmesider er blevet ”webscrapet” med hjælp af søgeord med relation til bæredygtighed.

Den viser blandt andet, at 53 % af de undersøgte virksomheder italesætter bæredygtighed på deres hjemmeside.

Tallet er højere hos de mellemstore virksomheder - nemlig 84 %.

Hos de store virksomheder er procentdelen helt oppe på 93 %.

Her kan du læse mere om undersøgelsens resultater og metoden bag: https://www.danskindustri.dk/arkiv/analyser/2021/3/flere-virksomheder-skal-fortalle-om-baredygtighed/.

Dansk Industri har også oprettet en portal, hvor du kan finde inspiration og værktøjer til at arbejde strategisk med bæredygtig udvikling: https://www.danskindustri.dk/SDG-verdensmal/

Læs mere om projekt Klimaklar SMV og se kommende events her: Klimaklar SMV - bæredygtig virksomhed - Dansk Industri

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Marie Gad

Marie Gad

Chef for Global udvikling og bæredygtighed

  • Direkte +45 3377 3789
  • Mobil +45 2949 4447
  • E-mail msh@di.dk

Relateret indhold