21.06.21 DIB Nyheder

DI: Der er travlhed på arbejdsmarkedet

Nye tal: Vi er nu meget tæt på, at beskæftigelsen når samme niveau som før coronakrisen

Der er kommet 16.000 flere i arbejde i april, viser tal fra Danmarks Statistik. Det er tredje måned i træk med stor fremgang. Dermed mangler der nu kun 14.000 job til at nå rekordbeskæftigelsen lige før coronakrisen.

- Det er endnu et tegn på, at der er fart på arbejdsmarkedet for tiden. Næsten lige så mange er i arbejde som før krisen, og sammenholdt med rekordmange antal jobopslag er det grunden til, at virksomhederne har svært ved at finde de medarbejdere, som de har brug for, siger Steen Nielsen, arbejdsmarkedspolitisk chef i DI.

- Arbejdsmarkedet er vendt 180 grader. Det handler ikke længere om mangel på job, men om mangel på medarbejdere, siger Steen Nielsen.

- Det er vigtigt, at virksomhederne kan ansætte de medarbejdere, de har brug for. Ellers er der risiko for, at de må sige nej til ordrer. Det vil være en stor skam, hvis vi efter mange træge måneder med coronavirus ikke kan gribe mulighederne for at skabe vækst og udvikling, siger Steen Nielsen.

- Vi opfordrer regeringen til at øge udbuddet af arbejdskraft. De nyuddannede skal hurtigere ud at arbejde, flere indvandrere bør komme i arbejde, beløbsgrænsen kan sænkes, så det bliver lettere at hente udenlandske medarbejdere til landet, og der er alt for mange, som er ansat i deltidsstillinger i den offentlige sektor. Det er på høje tid at imødekomme virksomhedernes efterspørgsel efter medarbejdere, siger Steen Nielsen.

 

Steen Nielsen

Steen Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3318
  • Mobil +45 2949 4557
  • E-mail snn@di.dk

Relateret indhold