FN’s verdensmål har bidraget til øget fokus på partnerskaber og privatsektorens vigtige rolle i udviklingsarbejdet, mener Marie Gad, chef for global udvikling og bæredygtighed i DI.

24.06.21 DIB Nyheder

Klima får hovedrolle i dansk udviklingspolitik

Danmark skal engagere sig massivt i klima og grøn genopretning i udviklingslandene, lyder det i ny bred politisk aftale om dansk udviklingspolitik. DI bakker op om strategien, der lægger op til et styrket samarbejde med danske virksomheder gennem partnerskaber, investeringer og handel.

Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Kristendemokraterne, Alternativet - og Regeringen er blevet enige om en ny udviklingspolitisk strategi ’Fælles om Verden’.

Strategien har særligt fokus på grøn omstilling:

”Danmark vil gå forrest i kampen mod klimaforandringerne og for den grønne dagsorden. Der skal skrues op for klimaambition­erne og ned for de globale CO2-udledninger,” hedder det i en pressemeddelse om strategien.  

- Det er mig en særlig glæde, at strategien er blevet til i et tæt samarbejde med de fleste af Folketingets partier. Vi er enige om, at vi skal sætte ind over for de grundlæggende årsager, som tvinger folk på flugt eller får dem til at migrere. Og vi skal hjælpe udviklingslandene med at håndtere de alvorlige konsekvenser af klimaforandringerne og sikre en fremtid med grøn omstilling. Særligt ren energi og vand til de fattigste mennesker er afgørende, siger udviklingsminister Flemming Møller Mortensen.

Den nye udviklingspolitiske strategi kan downloades her.

Positivt med grønt fokus

I DI modtager Marie Gad, chef for global udvikling og bæredygtighed det grønne fokus med åbne arme.

 - Det er meget positivt, at strategien sætter fokus på at få grønnere og mere bæredygtige indkøb i internationale organisationer. Det vil være som en grøn motor, der kan være med til at ændre efterspørgslen og markedet – især når det gælder store organisationer som FN. Og det er en god nyhed for alle de danske virksomheder, der producerer bæredygtige løsninger og produkter. Det er noget, vi har lagt stor vægt på i Dansk Industri, så det er vi naturligvis meget tilfredse med at se i strategien, siger Marie Gad.

Hun mener samtidig, at det er afgørende, at der bliver arbejdet målrettet med at skabe jobs.

- Det er kun blevet endnu mere vigtigt efter Covid-19 har ramt, og utroligt mange har mistet deres arbejde -ikke mindst i udviklingslandene. Derfor er det rigtigt vigtigt med fokuserede indsatser inden for både uddannelse og jobskabelse, så folk får de kompetencer, der er behov for, og de kan få et anstændigt arbejde. Det kræver tæt inddragelse af den private sektor, og her er vi klar til at bidrage, siger udviklingschefen.

Læs også: Kronprinsesse Mary: Handling haster for at nå verdensmål

Danske virksomheder kan bidrage med løsninger

Strategien har også indlagt større fokus på finansieringsmuligheder gennem eksempelvis Investeringsfonden for Udviklingslandene.

- Det er vigtigt med gode finansieringsmuligheder for de virksomheder, der vil gøre en forskel på udviklingsmarkederne, hvor der ofte er meget svære markedsvilkår og udfordrende rammebetingelser. Der er et stort potentiale i at inddrage danske løsninger og virksomheder endnu mere, og derfor er vi glade for at se, at der vil blive set på finansieringsmulighederne. Det gælder eksempelvis store infrastrukturprojekter med vand og sanitet, men også mindre projekter, eks. inden for fødevaresektoren. Det kan være med til at skabe lokale arbejdspladser, bæredygtige produkter og udvikling, og det har danske virksomheder allerede gode erfaringer med, siger Marie Gad.

Hun påpeger, at FN’s verdensmål har bidraget til øget fokus på partnerskaber, og hun glæder sig derfor over, at de har fået en historisk stærk rolle i den nye strategi.

- Det har vi i DI lagt stor vægt på, så vi er vi meget glade for at se det fokus styrket i stretegien. Danske virksomheder kan bidrage med en masse konkrete og bæredygtige løsninger inden for eks. vand, energi, fødevarer og sundhed, der kan gøre en forskel i udviklingslandene. De erfaringer og kompetencer skal vi have endnu mere i spil, herunder i forhold til myndighedssamarbejdet og i stærke partnerskaber. Og det er DI og danske virksomheder klar til at bidrage til, siger Marie Gad.

Læs også: Her er planen, der kan sikre Danmarks 70 procents-mål

Marie Gad

Marie Gad

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3789
  • Mobil +45 2949 4447
  • E-mail msh@di.dk

Relateret indhold