Miniland i Legoland.

Foto: Legoland
11.06.21 DIB Nyheder

Legoland: Turister gider ikke bøvlet

Krav om isolation i ind- og udland skal væk, før der igen kan komme rigtig gang i Legoland i Billund, fortæller direktør Christian Woller. DI opfordrer Christiansborg til at få fjernet unødige isolationskrav.

Mens store dele af Danmark og de danske virksomheder er tilbage på fuld kraft, ser situationen helt anderledes ud hos Legoland i Billund.

- Vores omsætning er halvt så stor som i et normalt år, siger direktør Christian Woller.

Han fortæller, at halvdelen af Legolands gæster er danskere og den anden halvdel udlændinge. Problemet er bare, at der ingen udenlandske turister er lige for tiden. Og så længe der ikke er fuld bevægelighed over grænserne ser situation svær ud.

- Der skal ikke være nogle krav om isolation, hverken her i Danmark eller i turisternes hjemland, hvis der for alvor skal gang i forretningen, siger Christian Woller.

Et andet problem er kravet om fremvisning af coronapas i juli.

- Det er voldsomt udfordrende for turismebranchen. Turisterne gider ikke bøvlet, derfor bliver de væk, siger han.

DI: Unødig isolation skal væk

Christian Woller mener, at der er nødvendigt at få fjernet restriktionerne, hvis Legoland skal gøre sig håb om flere udenlandske gæster.  

- Og så skal der gang i en massiv markedsføringsindsats, siger han og tilføjer, at det forhåbentlig kan få næste års sæson til blive markant bedre end i år.

I Dansk Industri mener man, at det er helt centralt at have fokus på turisme- og oplevelsesøkonomiens svære situation.

- Virksomhederne ser nu ind i endnu en sommer med alt for få kunder, siger vicedirektør Henriette Søltoft.

Set i lyset af branchens udfordringer mener hun også, at kompensationsordningerne bør forlænges til 1. oktober.

Henriette Søltoft opfordrer samtidig til, at politikerne, der på onsdag mødes for at diskutere rejserestriktionerne, arbejder for at få fjernet forhindringerne for at turister kan komme til Danmark.

Som reglerne er i dag, skal alle, der ikke er fuldt vaccineret eller tidligere smittet, testes, og rejser du ind fra et orange eller et rødt land, skal du også gå i isolation. Mens fuldt vaccinerede eller tidligere smittede kun behøver at gå i isolation, hvis de rejser ind fra et rødt EU- eller Schengenland, og et rødt eller orange land fra resten af verden.

- Vi har behov for samhandel og turisme. Derfor er det helt centralt at få fjernet unødig isolation og bremser for indrejse, siger hun.

Læs også: Fra mandag kan du slippe for mundbindet – DI efterlyser rejseregler

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Henriette Søltoft

Henriette Søltoft

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3654
  • Mobil +45 2088 3919
  • E-mail hes@di.dk

Relateret indhold