Midtjylland: Her er de nye infrastrukturprojekter
Her er overblikket over de nye infrastrukturprojekter i Region Midtjylland.
Regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Alternativet og Kristendemokraterne er blevet enige om at gennemføre nye investeringer og initiativer i en fuldt
finansieret investeringsplan på transportområdet for perioden 2022-2035.
Aftalen indebærer, at der samlet investeres og igangsættes nye initiativer på transportområdet for 105,8 mia.kr. i perioden 2022-2035. Sammen med de igangværende investeringer, fornyelse og vedligeholdelse udgør investeringerne på transportområdet i alt ca. 161 mia. kr., hvoraf ca. 64
mia. kr. går til veje, ca. 86 mia. kr. går til jernbaner, og ca. 11 mia. kr. går til en række puljer og øvrige initiativer.
Nedenfor kan du se, hvilke projekter, der i de kommende år sættes i gang i Region Midtjylland. I parentes er angivet, hvornår projektet starter op.
Region Midtjylland
- Udvidelse af E45 Vejle og Skanderborg S, , Aarhus S og Aarhus N (2022)
- Ombygning af tilslutningsanlæg på E45 mellem Aarhus N og Randers N (2022)
- Midtjysk motorvej, nordlige deletape Løvel - Klode Mølle (2026)
- Lukning af motorvejshul ved Herning, nord om Herning på Rute 18 (2026)
- Marselistunnelen, Aarhus (2025)
- A26 Aarhus-Søbyvad, opgradering til motortrafikvej, syd om Lading Sø (2031)
- Ny bane Aarhus-Silkeborg (2026)
- Stationskapacitet ved Aarhus H (2022)
- Cykelinitiativer (2022-2035)
Mindre projekter
- Rute 15 fra Herning til Ringkøbing 2023
- Rute 34 mellem Haderup og Skive 2031
- Omfartsveje ved Tirstrup og Trustrup 2029
- Udbygning af Rute 15 mellem Bale og Tåstrup * 2031
- Indkøb af fire batteritog og ladeinfrastruktur til Holstebro-Skjern -
- Perronforlængelse Horsens St. 2027
- Opgradering af overkørsel ved Silkeborg* 2026
- Station ved Brabrand 2031
- Ramme til højklasset kollektiv transport (Letbane Århus Ø-Brabrand) 2026
Læs også: DI: Historisk aftale om infrastruktur støber fundament til fremtidens samfund
Tilfredshed hos DI Østjylland
Formand for DI Østjylland, Anders Strange er overordnet rigtig glad for det store trafikforlig, som har rigtig mange gode elementer:
-Vi har haft forbedret infrastruktur i Østjylland på dagsordenen i rigtig mange år, så i dag er en historisk dag for vores område, siger Anders Strange og tilføjer:
-Den gennemsnitlige østjyde pendler fem dage om ugen 46,9 kilometer til og fra arbejde, viser nye tal fra Dansk Infrastruktur i Dansk Industri. Det betyder, at den gennemsnitlige østjyde pendler over 10.300 kilometer om året. Af den grund er det afgørende, at vores infrastruktur i Østjylland sikrer, at vi kan komme hurtigt fra A til B. Om det så er at komme til og fra arbejde, ud til kunder eller transportere varer.
Anders Strange tilføjer, at de i Østjylland er rigtig glade for, at udvidelsen af E45 fra Vejle til Aarhus Nord nu er på plads.
- På nuværende tidspunkt er E45 en af Danmarks mest befærdede motorveje, og der er lange køer i myldretiden. Det siger derfor sig selv, at den strækning skal udvides. Vi er dog kede af, at det sidste lille stykke op til Randers ikke lige kom med, siger han.
Samtidig udtrykker formanden for DI Østjylland glæde over, at Marselisforbindelsen nu endelig ser ud til at kunne komme i gang.
- Op mod 10 procent af Danmarks samlede eksport går ud fra Århus havn. Det har derfor stor betydning for hele Danmark, at der er gode veje til og fra havnen, siger Anders Strange.
-Endelig er vi også meget tilfredse med, at togtrafikken får et løft, både med elektrificering af jernbanen fra Fredericia til Aarhus, udbygning af kapaciteten på Aarhus Hovedbanegård og ikke mindst med en direkte forbindelse til Silkeborg, siger Anders Strange.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.