A.P. Møller - Mærsk A/S er en af de store danske virksomheder, der foreløbig kan fortsætte med et centralt whistleblowersystem.

Foto: Colourbox
24.06.21 DIB Nyheder

Store virksomheder slipper foreløbig for dum whistleblowerregel

Store danske virksomheder får foreløbigt lov at beholde deres veletablerede whistleblowerordning. Det vækker glæde hos Mærsk, der takker for samarbejdet med DI og Justitsministeriet.

Et flertal af Folketingets partier har i dag besluttet at indføre en betænkning i den danske udmøntning af EU's whistleblowerdirektiv. Betænkningen betyder, at store danske virksomheder foreløbig ikke skal etablere nye whistleblowerordninger for hvert af deres selskaber med mere end 250 ansatte.

DIBusiness.dk har i flere tidligere artikler fortalt om problematikken, som blandt andet ville betyde, at Danfoss og flere andre store danske selskaber ville skulle nedlægge deres allerede veletablerede ordninger.

Redaktionen har desuden fortalt om det, da Folketingets retsudvalg i slutningen af maj besluttede at forlænge lovprocessen omkring den danske udmøntning af direktivet

- Vi har været glade for samarbejdet med DI og Justitsministeriet og udfaldet her i Danmark, således at virksomhederne kan fortsætte med vores respektive centrale whistleblower systemer, siger Michael Villi Møller, Chief Legal Counsel, A.P. Møller - Mærsk A/S.

Det har været en fornøjelse at arbejde med DI og de dygtige danske virksomheder om dette Morten Dahlin, retsordfører for Venstre

Politikere vil undgå byrder for virksomheder

Blandt de, der har arbejdet aktivt for en dansk undtagelse fra EU-kravet er Venstres retsordfører Morten Dahlin.

- Vi er glade for, at der er kommet en god løsning for nu. Dermed undgår vi at påføre danske virksomheder store byrder, før vi ser, hvordan andre EU-medlemsstater vælger at implementere. Det har været en fornøjelse at arbejde med DI og de dygtige danske virksomheder om dette, siger Morten Dahlin.

Det synspunkt deler også den radikale retsordfører Kristian Hegaard.

- Vi har fået lavet en god løsning, der gør det muligt at implementere direktivet i god tid, og som samtidig tager hensyn til de danske virksomheder og sikrer beskyttelse af whistleblowere. Begge dele har været afgørende for os, siger Kristian Hegaard.

 

Kan blive genindført 

Der er dog i betænkningen indført mulighed for, at kravet om, at alle koncernforbundne juridiske enheder med mere end 250 medarbejdere ikke kan have fælles whistleblowerordning genindføres, hvis EU-kommissionen meget faste fortolkning af direktivet fastholdes. 

- Skulle det ende med, at EU Kommissionens – i vores øjne aldeles uhensigtsmæssige – fortolkning kommer til at stå ved magt, og alle EU lande retter sig efter dette, må Danmark selvfølgelig gøre det samme, men det er vigtigt, at Danmark ikke ender med at gå enegang, siger Michael Villi Møller.

Han håber, der kan skabes så megen berettiget modstand, at det ikke sker.

- Det skal gerne komme fra så mange sider, at Kommissionen ender med at indse, at deres fortolkning i virkeligheden giver præcist det modsatte resultat af det, man ønsker at opnå med direktivet, nemlig bedre beskyttelse og en effektiv whistleblowerordning, siger Michael Villi Møller.

Han bakkes op af DI, der sammen med seks internationale søsterorganisationer har sendt et brev til Kommissionen med opfordring til genovervejelse.

- Vi har i høj grad taget lead på at mobilisere europæisk erhvervsliv, og nu rører de på sig i flere af de andre store lande, så vi er fortrøstningsfulde – men det kræver en kamp over de kommende måneder, siger Marie Gad, chef for global udvikling og bæredygtighed i Dansk Industri (DI).

Her kan du finde mere information om EU’s whistleblowerdirektiv og hvad det betyder for din virksomhed.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Gry Saul

Gry Saul

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3778
  • Mobil +45 5369 2509
  • E-mail grsa@di.dk

Relateret indhold