- Ved siden af de fundamentale økonomiske forhold som lav rente og høje disponible indkomster, kan en del af den høje aktivitet på boligmarkedet tilskrives ekstraordinære forhold under coronatiden, hvor en række boligkøb er modnet og fremrykket. De fremrykkede boligkøb – ikke mindst på sommerhusmarkedet – vil så i sagens natur ”mangle” når vi nærmer os slutningen af 2021 og især i 2022, siger DI´s boligøkonom.

Foto: Colourbox
20.07.21 DIB Nyheder

Boligmarkedet: Storm før stilhed

Den ventede kommende nedgang i aktiviteten på boligmarkedet sker fra et historisk højt udgangspunkt, fastslår DI's boligøkonom.

Der blev i 2. kvartal 2021 optaget realkreditlån for 38,4 mia. kr. til køb af huse og ejerlejligheder. Lånene var fordelt på 18.475 boligkøbere, hvilket i snit svarer til 2,08 million pr. boliglån. Det fastslår FinansDanmarks seneste udlånsstatistik. 

- Boligmarkedet har befundet sig på toppen af en bølge i 1. halvår 2021. Det meste tyder dog på, at markedet køler en smule af i løbet af 2. halvår. Men et vidnesbyrd om, at der også i månederne op til sommerferien var høj aktivitet er, at der aldrig i statistikkens historie er blevet optaget realkreditlån til boligkøb for et større beløb end netop i 2. kvartal i år, siger DI´s boligøkonom Bo Sandberg og tilføjer: 

- Sammenlignet med for et år siden er der i 2. kvartal 2021 givet 41 procent flere realkreditlån til boliger. Men selvom udlånet er rekordhøjt, så er vores samlede realkreditgæld i samme periode kun steget moderat med ca. 4 procent, hvilket skyldes, at der i coronaperioden i høj grad er blevet afdraget på realkreditlån, og at mange lån indfries i forbindelse med boligsalg, siger Bo Sandberg.

Corona har fremrykket boligkøb

- Ved siden af de fundamentale økonomiske forhold som lav rente og høje disponible indkomster, kan en del af den høje aktivitet på boligmarkedet tilskrives ekstraordinære forhold under coronatiden, hvor en række boligkøb er modnet og fremrykket. De fremrykkede boligkøb – ikke mindst på sommerhusmarkedet – vil så i sagens natur ”mangle” når vi nærmer os slutningen af 2021 og især i 2022, siger DI´s boligøkonom.

- Lidt forenklet kan man derfor beskrive den nuværende periode som ”storm før stilhed”. Men den ventede kommende nedgang i aktiviteten på boligmarkedet sker fra et historisk højt udgangspunkt, og det er bestemt stadig muligt, at 2021 samlet set bliver et rekordår for antal bolighandler, siger Bo Sandberg.

DI hæfter sig ved, at der samtidig med FinansDanmarks nye statistik også er kommet tal fra Boligsiden.dk, der tyder på en spæd opbremsning på boligmarkedet:

- I juni har der været prisnedslag på 24,6 procent af de ejerlejligheder, der er til salg, hvilket er den højeste procentandel siden corona ramte Danmark for snart halvandet år siden. I januar, februar og marts i år, hvor alt nærmest kunne sælges, lå den tilsvarende andel på mellem 16,2 og 16,9 procent, siger DI´s boligøkonom Bo Sandberg.

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Bo Sandberg

Bo Sandberg

Skatteøkonom

  • Direkte +45 7216 0142
  • Mobil +45 2850 3819
  • E-mail bsa@di.dk

Relateret indhold