DI advarer: Der mangler 540.000 overnatninger i danske sommerhuse
Der mangler 540.000 overnatninger i danske feriehuse i forhold til 2019, viser beregningerne foretaget af DI, der efterspørger en massiv markedsføring af Danmarks som tryg destination.
Trods danskernes store appetit på at leje feriebolig i Danmark, er der stadig et pænt stykke vej tilbage til normalen, som den så ud før corona ramte verden. Det viser nye beregninger fra Dansk Industri (DI).
Ifølge DI vil der denne sommer mangle 540.000 overnatningerne i danske feriehuse sammenlignet med før corona (2019). Det skyldes et fald i udenlandske udlejninger. I beregningerne er der taget højde for bookinger af danske feriehuse for resten af sommeren.
Beregningerne viser ifølge vicedirektør i DI Henriette Søltoft, at der er behov for en massiv markedsføring af Danmark som feriedestination.
- Attraktioner ude i sommerlandet, der er afhængige af udenlandske gæster, kan i den grad mærke det på besøgstallene her i højsæsonen. Der er derfor brug for en højlydt markedsføring af Danmark som tryg destination, og at alle restriktioner som for eksempel areal- og afstandskrav bliver afskaffet, siger Henriette Søltoft.
DI’s beregninger viser, at de manglende sommerhusgæster vil føre til et omsætningsfald på 300 millioner kroner.
- Og det er vel at mærke kun for sommerhusgæsterne. Tager du højde for hotelgæsterne også, så er beløbet endnu højere, siger vicedirektøren fra DI.
Udenlandet skal mindes om skønne Danmark
Udfordringerne kan blive endnu større til næste år, hvis danskernes lyst til at rejse ud, når samme niveau som tidligere, uden at de udenlandske gæster kommer retur til Danmark.Det kan potentielt fører til et fald i antallet af overnatningerne på 2,7 millioner næste sommer set i forhold til 2019, viser DI’s beregninger.
- Det understreger blot, hvor vigtigt det er, at vi får mindet udlandet om, hvor fantastisk det er at holde ferie i Danmark. Kultur- og oplevelseserhvervene har i den grad brug for at regeringen sætter en langsigtet strategi, for at vinde turisterne tilbage, siger Henriette Søltoft.