DI om optag: Fortsat brug for flere med en STEM-uddannelse
I nat fik 67.425 personer besked om, at de er optaget på en videregående uddannelse. Det er et fald på tre procent i forhold til sidste års historisk høje optag, men optaget i år er det næsthøjeste optag nogensinde. I Dansk Industri havde man krydset fingre for endnu et rekordår, især på ingeniørstudierne og på de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser.
- Der er et lille fald i årets optag sammenlignet med sidste års historisk høje optag, men jeg er glad for den positive fremgang sammenlignet med året før coronapandemien. Mange virksomheder bliver bremset i deres udvikling på grund af mangel på kvalificeret arbejdskraft, og det er et stigende problem. For at vende den udvikling havde vi krydset fingre for endnu et rekordår, og det er det næsten, siger underdirektør Mette Fjord Sørensen, DI.
Desværre viser årets optagelsestal også, at 11.188 kvalificerede ansøgere får et afslag på deres ansøgning om optagelse. Det er 33 procent flere end i 2019.
- Det er en hård besked at få for de unge. Jeg håber, at de vil se nærmere på de mange uddannelser, som har fortsat har ledige pladser og selvfølgelig tage fat i studievejlederne. Der er stadig flere muligheder for at komme i gang med en uddannelse, selvom man er blevet afvist på sit første valg, siger Mette Fjord Sørensen.
Færre på STEM-uddannelser
Ser man nærmere på tallene, er der sket et fald i optaget på de såkaldte STEM-uddannelser (Science, Technology, Engineering og Mathematics) i forhold til 2020 med fem procent.
- Vi har hårdt brug for flere med en STEM-uddannelse. Det er det, erhvervslivet efterspørger, og vi har hårdt brug for kandidater til at udvikle de nye grønne løsninger, som skal hjælpe os i mål med vores klimaambitioner. Derfor er det også bekymrende med et fald på 12 procent på de tekniske universitetsuddannelser i forhold til 2020. Jeg havde håbet, at vi kunne holde samme høje optag til de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser, som vi så i 2020. Men, hånden på hjertet, jeg havde ikke forventet det, da 2020 på mange måder var et anderledes år.
- Det er godt, at optaget på STEM-uddannelserne i 2021 er fire procent højere, end optaget var i 2019. Det er vigtigt, da virksomhederne i høj grad netop efterspørger kompetencer inden for digitalisering og teknologisk viden, og vi har brug for, at den positive fremgang fortsætter de næste mange år, siger Mette Fjord Sørensen.
Flere kvinder på STEM
På STEM-uddannelserne er det især kvinderne, der sikrer, at optaget fortsat er højt. I forhold til 2019 er der optaget ti procent flere kvinder på STEM-uddannelserne i 2021, mens det kun er én procent mænd.
- Det er rigtig godt at se, at der er en stigning i optaget af kvinder på STEM-uddannelserne. Det er væsentligt, at vi får brudt med de kønsstereotype uddannelsesvalg, så alle talenterne kan komme i spil, og vi får et mindre kønsskævt arbejdsmarked, siger Mette Fjord Sørensen.