Dansk økonomi og beskæftigelse på rekordhøjt niveau
Dansk økonomi voksede med 2,3 pct. i andet kvartal 2021 og er dermed højere end før krisen. Mangel på arbejdskraft kan true opsvinget og der er akut brug for løsninger, mener DI.
- Der er fuld fart på dansk økonomi, der er kommet sig forbløffende hurtigt oven på det mest bratte fald i BNP nogensinde målt i andet kvartal 2020. Både produktion og beskæftigelse har et år senere indhentet mere end det tabte, siger Morten Granzau, underdirektør i Dansk Industri.
- Opsvinget er solidt med en pæn vækst i både privat forbrug, eksport og investeringer, som ser ud til at fortsætte ind i tredje kvartal. Det er i den grad positivt for dansk erhvervsliv, siger Morten Granzau.
- Desværre truer tiltagende mangel på arbejdskraft danske virksomheder. Vi risikerer at komme i en situation, hvor væksten i efterspørgslen ikke kan imødekommes. Der ganske enkelt ikke hænder nok til at øge produktionen, og det kan i sidste ende have alvorlige konsekvenser, siger Morten Granzau.
- Fortsat fremgang i økonomien kræver derfor i høj grad, at virksomhederne får mulighed for at rekruttere flere medarbejdere. Uden flere medarbejdere vil vi meget snart opleve en væsentlig opbremsning i den økonomiske vækst, siger Morten Granzau.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.