DI kårer for første gang årets digitale kommune på baggrund af DI’s årlige undersøgelse ”Lokal Erhvervsvenlighed”. Morsø Kommune vinder takket være kommunens udbud af digitale tjenester herunder Smart City, digital læring, og sundhedsteknologi samt ikke mindst de lokale virksomheders vurdering af kommunens digitale rammer.

Grafik: Nicholas Wood
18.08.21 DIB Nyheder

DI: Morsø er årets digitale kommune 2021

Kraftig digitalisering har reduceret afstanden fra Morsø til omverdenen til et millisekund. Det nyder bl.a. Smart Lift A/S godt af. Indsatsen krones nu med titlen som årets mest digitale kommune i ny DI-analyse.

En digital infrastruktur i særklasse kombineret med klare politiske mål for at anvende digitale muligheder i kommunens serviceudbud sender Morsø Kommune helt i front som landets mest digitale kommune i ny analyse fra Dansk Industri.

Skulderklappet er baseret på over 7.000 danske virksomheder bedømmelse af erhvervsvenlighed i deres kommune, herunder hvor gode digitale forhold kommunerne byder på - og her scorer Morsø altså topkarakter.

- Vi udnævner Morsø Kommune, fordi de på alle parametre har et stort fokus på at digitalisere kommunen. Vi ser et godt eksempel på, hvordan en kommune, der ligger en time væk fra samfundskritisk infrastruktur, alligevel kun er et millisekund væk fra omverdenen og fra verdensmarkedet i kraft af deres digitale infrastruktur, siger branchedirektør Rikke Hougaard Zeberg, DI Digital.

Virksomhed: Afgørende for produktion

For regionens virksomheder betyder det blandt andet, at det lokale energiselskab Thy-Mors Energi  har etableret adgang til fiberbaseret bredbånd til alle borgere og virksomheder i kommunen. En anden virksomhed, der værdsætter kommunens digitale handlekraft, er lift-virksomheden Smart Lift A/S i Nykøbing Mors.

- For en virksomhed som Smart Lift er det afgørende for vores produktion og for at kommunikere og arbejde på afstand, at vi har en digital infrastruktur i verdensklasse. Det gør, at en globalt opererende virksomhed som vores trives rigtig godt her på Mors, siger CEO Jacob Libach Nielsen, Smart lift A/S.

Læs også: DI’s 2 X 10 gode råd om digitalisering i kommunerne

Det er vigtigt for os, at bruge de teknologiske muligheder vi har, så vi kan skabe en kommune, der er erhvervsvenlig og er attraktiv for bosætning. Hans Ejner Bertelsen, borgmester, Morsø Kommune

Borgmester: Digitale værktøjer tænkes ind overalt

Borgmester Hans Ejner Bertelsen (V) forklarer, at Morsø Kommune satser massivt på digitalisering ved at fremme brugen af digitale værktøjer og løsninger inden for blandt andet uddannelse, sundhed, erhvervsliv og kommunale tjenester.

- Det er vigtigt for os, at bruge de teknologiske muligheder vi har, så vi kan skabe en kommune, der er erhvervsvenlig og er attraktiv for bosætning. Jeg er glad for at vores bestræbelser anerkendes, siger Hans Ejner Bertelsen.

DI’s digitale direktør Rikke Hougaard Zeberg ser Morsøs indsats som et godt eksempel på, hvordan politisk vilje og investeringer i digitalisering kan skabe vækst i hele Danmark – også væk fra de store byer.

-  I DI mener vi, at der skal være lige muligheder for at drive erhverv i alle dele af landet, og Morsø Kommune er et godt eksempel på, hvordan digitalisering er med til at sikre dette, siger Rikke Hougaard Zeberg.

Baggrunden for kåringen er data om mobil- og bredbåndsdækningen, kommunens udbud af digitale tjenester herunder Smart City, digital læring, og sundhedsteknologi og ikke mindst virksomhedernes vurdering af de digitale rammer lokalt. Den samlede analyse af Lokal Erhvervsvenlighed offentliggøres i september, hvor den samlet set mest erhvervsvenlige kommune kåres.

Fakta

Fakta om årets digitale kommune

DI kårer for første gang årets digitale kommune. Det sker på baggrund af DI’s årlige undersøgelse ”Lokal Erhvervsvenlighed”, hvor flere end 7.000 virksomheder svarer på spørgsmål om f.eks. lokal arbejdskraft og lokal infrastruktur - men også om den kommunale digitalisering. Desuden indgår en række statistiske indikatorer.

  • Statistiske indikatorer for mobil- og bredbåndsdækning
  • Virksomhedernes vurdering af kommunens indsats og service ift. digital infrastruktur og digitale løsninger
  • Kommunens udbud af digitale tjenester herunder SmartCity, digitale selvbetjeningsløsninger mv.

Top 10 over de kommuner der scorer højest på digitalisering i Lokal Erhvervsvenlighed 2021:

  1. Morsø
  2. Varde
  3. Fredericia
  4. Vejen
  5. Sønderborg
  6. Ballerup
  7. Billund
  8. Solrød
  9. Glostrup
  10. Frederikshavn

Den samlede undersøgelse Lokal Erhvervsvenlighed 2021 offentliggøres i starten af september 2021.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Rikke Hougaard Zeberg

Rikke Hougaard Zeberg

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 3173
  • Mobil +45 2084 0194
  • E-mail riz@di.dk

Relateret indhold