06.08.21 DIB Nyheder

Industriopsving bremses af mangel på medarbejdere og materialer

Nye tal viser at industriens produktion faldt i juni – trods optimisme

Opsvinget i de dansk industrivirksomheder bremses nu i stigende omfang af mangel på medarbejdere og på materialer. Det konkluderer Dansk Industri på baggrund af nye tal i dag fra Danmarks Statistik, som viser, at industriens produktion  er faldet med 4,3 procent i juni. Industriproduktionen er i første halvår steget med 5,6 procent i forhold til første halvår 2020. 

- Industrien har holdt gang i hjulene under coronakrisen og dermed været en stor gevinst for dansk økonomi. Produktionen faldt desværre i andet kvartal, hvor der især var en stor nedgang i medicinalindustrien. Opsvinget i industrien er rendt ind i udfordringer og bremses nu af mangel på både medarbejdere og materialer, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri. 

Industrivirksomhedernes erhvervstillid ligger aktuelt på højeste niveau siden april 2014.

- Industrien ser meget lyst på tilværelsen. De har fået flere ordrer i bogen og varerne på lagret er blevet solgt. Det er en klar overvægt af virksomhederne, der forventer øget produktion her i tredje kvartal, siger Allan Sørensen.

- Efterspørgslen til yderligere fremgang er klart til stede, men fremgangen bliver ikke lige så stor, som ordrebøgerne tilsiger. Aldrig før har industrien haft så store udfordringer med at skaffe medarbejdere og materialer. Det begrænser produktionen, giver længere leveringstider og koster på indtjeningen, siger Allan Sørensen.

Mangel på arbejdskraft begrænser produktionen i 36 procent af industrivirksomhederne. 38 procent oplever produktionsbegrænsninger som følge af mangel på materialer og/eller udstyr. Manglen på medarbejdere og materialer har aldrig været større.

Allan Sørensen

Allan Sørensen

Cheføkonom

  • Direkte +45 3377 3912
  • Mobil +45 2990 6323
  • E-mail als@di.dk

Relateret indhold