20.08.21 DIB Nyheder

Rekordhøj travlhed på arbejdsmarkedet

Nye tal: Beskæftigelsen i Danmark har aldrig været højere. Virksomhederne begynder at mangle medarbejdere, og politikerne må reagere, mener DI.

Antallet af lønmodtagere steg med 25.000 fra maj til juni, svarende til en stigning på 0,9 pct. Det er femte måned i træk med et stigende antal lønmodtagere, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

- Krisen ligger bag os. Der er nu flere beskæftigede i den private sektor end nogensinde før, og der er igen meget travlt på arbejdsmarkedet. Det er et tegn på, at Danmark igen er oppe i omdrejninger, siger Steen Nielsen, arbejdsmarkedspolitisk chef i DI, der påpeger, at både det offentlige og private  har ansat flere medarbejdere.

- Beskæftigelsen i den private sektor slår rekord i juni måned. I det seneste år er der blevet ansat mange medarbejdere i den offentlige sektor, men tallene fra juni måned viser, at den private sektor følger godt med og at der nu er flere beskæftigede i virksomhederne end før krisen. Det er meget positivt at se, at virksomhederne allerede er tilbage på samme spor, som før krisen, siger Steen Nielsen.

Den rekordhøje og fortsat stigende beskæftigelse giver dog anledning til bekymring hos mange virksomheder.

- Virksomhederne har svært ved at følge med ordrerne og skaffe de nødvendige medarbejdere. Det kan gå ud over væksten og tvinge virksomheder til at takke nej til nye ordrer. Det er vigtigt, at politikerne ser på, hvordan vi kan øge antallet af hænder og hoveder på arbejdsmarkedet. Her er det især relevant at se på virksomhedernes muligheder for at tiltrække udenlandske medarbejdere, siger Steen Nielsen.

Steen Nielsen

Steen Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3318
  • Mobil +45 2949 4557
  • E-mail snn@di.dk

Relateret indhold